”Det kan mærkes helt ind i knoglerne: Det er min fars dna, der slår til nu”

Thomas Rasmussen er langt hjemmefra.

Vi befinder os i Aarhus. Langt fra Helsingør, hvor den 29-årige helsingoraner er i gang med at lave content for Wolt Danmark, som til dagligt arbejder på et marketingbureau i København med sociale medier.

Men selvom arbejdet bringer ham andre steder hen, er der ét sted, han bliver ved med at vende tilbage til.

Helsingør.

Thomas er født på Gentofte Hospital, men de første år af hans liv nåede at udspille sig flere forskellige steder.

Først Sydspanien. Så Charlottenlund. Derefter Humlebæk. Til sidst Helsingør.

”Alt det her inden for tre år nærmest,” fortæller han.

Siden han var omkring tre år, har Helsingør været hans faste base. Men det er først, når han fortæller om de gange, han har overvejet at forlade byen, at det bliver tydeligt, hvor stor en plads den egentlig har fået.

På et tidspunkt overvejede Thomas at flytte til Aarhus for at studere. Han havde lyst til, at der skulle ske noget nyt. Nye mennesker, nye omgivelser og en anden by.

Men tanken om at forlade Helsingør føltes alligevel ikke rigtig.

Det er ikke, fordi byen kan noget helt særligt, som andre byer ikke også kan. Helsingør har butikker, indkøb og byliv. Det, han har brug for.

Alligevel er der noget ved byen, som er sværere at sætte ord på.

”Det føles bare forkert ikke at bo der.”

Han har ellers prøvet.

I omkring halvandet år boede Thomas i København. Her blev det til mange forskellige adresser. På et enkelt år flyttede han omkring fem gange.

Det rastløse ligger måske ikke så langt fra Thomas. Hans forældre er skilt, og hans far lever som nomade. Selv mærker Thomas også en trang til at skifte omgivelser.

”Det kan mærkes helt ind i knoglerne. Det er min fars dna, der slår til nu.”

Men samtidig findes der en trang til det modsatte. Til at have en fast base. Et sted, der ikke hele tiden forandrer sig. Et sted at vende tilbage til.

Thomas rummer derfor to sider. Han har lyst til nye steder og nye omgivelser, men samtidig har han brug for noget, der står fast.

Måske er det netop her, Helsingør har fået sin betydning.

Ikke fordi byen nødvendigvis kan noget, andre byer ikke kan. Men fordi den gennem størstedelen af hans liv har været det sted, han er vendt tilbage til.

Det sted, der blev stående, mens omgivelserne skiftede.

Et hjem.

I dag står Thomas i Aarhus. Den samme by, han engang overvejede at flytte til.

Men når dagen er slut, er det ikke her, han skal hjem.

Han skal tilbage til Helsingør.