Dét som far giver videre
Minder om hans egen fiskerfar strømmer frem ved Aarhus Lystbådehavn, da André Devilliers er i byen for at støtte sin søn, der går i hans fodspor.
”Det gør mig stolt at min søn går i mine fodspor”, siger den 69-årige sydafrikaner André Devilliers.
Han er i Aarhus for at støtte sin søn, Edouard, der er på et tre uger kursus på tandlægeuddannelsen i byen. André er selv tandlæge.
Da han slentrer langs Aarhus Lystbådehavn med sine solbriller på og med jakken hængende over skulderen, bliver han taget tilbage til sin barndom i Namibia, hvor faren var fisker.
”Jeg har mange gode minder om mig, min bror og far fra den tid”, siger han mens han nikker med hovedet, spejder ud over bådene og smiler.
Det er første gang, at André er i Danmark.
André er familiemand og han fortryder intet. Faktisk føler han sig velsignet. Arven betyder meget for André, ikke kun den han giver videre til sine egne børn.
Men hvis Andrés søn ville lave noget andet, er det også helt i orden forklarer han. Han pointerer dog, at det vigtigste er, at de ikke bliver for afhængige af ham.
”Man kan kun støtte sine børn så meget man nu kan, jeg er her jo ikke for evigt”, forklarer han.
Også den arv han selv kommer fra betyder meget.
Hans familie har franske rødder, derfra navnene forklarer han.
Familien flygtede til Sydafrika tilbage i syttenhundredetallet. Han er selv opvokset i Sydafrika, men brugte meget af sin barndom sammen med sin far og bror i Namibia, hvor faren fiskede. Han gik bort for snart tyve år siden.
Konen Anna mødte André da han gennemførte sin obligatoriske værnepligt. Han var på weekendorlov og mødte hende ved en fest hos sin tante.
”Jeg tænkte ikke meget over hende der, hun var jo ret ung”, beskriver han. Men efter noget tid begyndte de at skrive breve til hinanden og forholdet udviklede sig.
De blev gift, da hun var enogtyve og han var treogtredive. Han var lige blevet færdig med fire års uddannelse på Havard University, de havde kun set hinanden to gange på de fire år.
Anna har styr på tingene, mens André har styr på sit arbejde. Det passer dem godt sådan.
Til maj skal de tilbage til Aarhus til endnu et af sønnens kurser på tandlægeskolen.
”Der må vi få hans mor til at komme med”, siger han og griner.
