”Det var ikke en traditionel oplevelse for mig at miste min far”
Min fortælling er ikke bare: “hej jeg hedder Andrea, min far er død, og jeg er ked af det”.
Hos far smurte madpakkerne ikke sig selv. Hos far sad vi samlet ved bordet med skuldrene tæt, og kunne få lov til at smøre smør på rugbrødet selv.
Hos far blev vi ikke fulgt i skole eller til fritidsaktiviteterne. Det gjorde vi for hinanden. Sådan var det bare hos far.
Mine to søstre og jeg har altid taget vare på hinanden, sådan var min barndom.
Den manglende tilstedeværelse, som jeg har gjort bekendtskab med, har gjort at vi søstre knyttede os meget til hinanden. Måske har det været en form for forsvarsmekanisme. En tryghed.
Den gentagende omsorgssvigt gjorde, at jeg til sidst sagde fra.
Det var mig som tog skridtet og tog afstand til min far – vi gav alle slip på ham fra den ene dag til den anden.
Det var ikke særlig traditionelt for mig at miste min far, for jeg havde ikke kontakt med ham i halvandet år inden hans død. Vi var ikke med til begravelsen, for at sige et sidste farvel
I perioden efter min fars død, boede vi allesammen hos min mor.
Mine 2 søstre var egentlig flyttet ud, men de kom hjem og boede sammen med os andre.
I de dage var vi enormt tætte, gode til at snakke om det og støtte os op af hinanden – jeg tror, at det har været skyld i, at vi har bearbejdet det så godt.
Vi er indforstået med, at selvom vi har noget i bagagen, som let kan komme til at dominere, er vi enige om, at vi skal kunne være sammen uden, at det er dét, som skal fylde.
For der er så meget mere til mit liv end det, og den oplevelse skal ikke definere mig.
Jeg tror min barndom har gjort, at jeg den dag i dag har rigtig meget empati for andre mennesker, fordi jeg selv har været igennem en hel del. Det er en af grundene til at jeg studerer til Social og Sundhedsassistent, for jeg føler at jeg kan sætte mig i andres sted, hvilket er ekstremt vigtigt for faget.
Jeg er taknemmelig for, at begge mine søstre også bor i Aarhus. Vi ses 8 gange ud af ugens 7 dage – det er lige meget omfanget. Vi tager hjem til hinanden og ser en film, tager ud og handler eller tager en søster-dag sammen. Men jeg tror også at det faktum, at vi har været så tætte igennem hele livet, giver god mening for, at vi den dag i dag bor tæt på hinanden.
Andrea Haaning Boe Andersen, 18 år, SOSU-studerende, Aarhus