Drømmen om noget mindre og mere

 Louise Hansen opstiller tre rækker med kaffekopper. Hun har ansvaret for arrangementerne i biografen på Trøjborg.     

Men jobbet ligger langt fra hendes uddannelse. Hun har brugt tre år af sit liv på skolebænken for at få en bachelor i litteraturhistorie. 

De mange åbnede bøger, åbner ikke lige så mange døre. 

“Sådan er det jo for os, der læser humaniora, man skal selv skabe sig en stilling.”

Selvom de medstuderende fortsatte på kandidaten, søgte Louise ud fra universitetets gule vægge. 

“Jeg trængte til et sabbatår efter bacheloren, og så endte jeg her.” 

Dagene har siden stablet sig som det tårn af bland selv-slik, hun har bygget i skranken. I Louises egen forbavselse er det snart fem år siden, hun for første gang trak i arbejdstøjet hos Nordisk Film.  

For Louise er drømmen ikke at kravle op ad en karriestige, der allerede findes, men i stedet at lave sin egen, den dag hun fratræder sin stilling. 

"Så længe, der er rart at være hér, så går jeg ingen steder!"  

Men når hun lader sig dagdrømme om fremtiden, er det over havet mod en lille ø. 

“Min kæreste har familie på Endelave, og det er totalt uudnyttet. Der kunne det være fedt at starte en cafe, som betyder noget for dem, som bor der.” 

For hende handler det om at skabe varme forandringer, når gæster træder inden for i Louises værtskab.  

Så i en tid, hvor studiekammeraterne kæmper med at finde fodfæste, er Louises fødder solidt plantet i biografen på Trøjborg. En størrelse, som passer til hende, hvor noget mindre kan betyde mere. Noget, der ligger hendes rødder kær 

“Jeg er vestjyde, det kan blive for meget.” siger hun og smiler.