Engelske bøger i fremmarch: Det handler om mere end #BookTok

Der bliver i Danmark købt flere engelsksprogede bøger, og selvom sociale medier er drivkraften bag, peger Boghandlerforeningen på en anden afgørende faktor. 

Hos Bog & Idé i Bruuns Galleri i Aarhus sælges der blind dates-pakker, hvor kunderne kan købe populære bøger, uden på forhånd at vide, hvilken bog der er tale om.
Offentliggjort

Fra loftet hænger Union Jack i lange snore. De svajer langsomt i luften og meddeler kunderne om, hvor meget de lige nu kan spare på bøgerne. Langs væggen læner stakkevis af farverige bøger sig op ad hinanden. Nogle omslag har kyssende silhuetter, mens andre advarer om mørke fantasyuniverser fyldt med drager, tornekranse og sølvglinsende våben. Sammen lokker de forbipasserende mod afdelingen books in English.   

Tal fra danske boghandlere indikerer, at salget af engelske bøger stiger i de danske boghandlere, og selvom danske bøger stadig dominerer, viser tendensen, at salget af  engelske bøger vokser hurtigere end de danske.    

Hør butik- og salgsassistent Martine Engelsborg fortælle, hvordan de engelske bøger fylder hos Bog & idé i Bruuns Galleri i Aarhus.

Spørger man boghandlerne og deres brancheforening om denne udvikling, peger de på den samme drivkraft. De fortæller, hvordan særligt de unge læsere igennem sociale medier de sidste par år har fået åbnet døren til onlineuniverser, der er spækket med internationale titler.

Alligevel fortæller formand for Boghandlerforeningen, Lone Haagerup, at prisen på bøgernes bagside også spiller en afgørende rolle i, hvilken version af en bog man hiver ned fra hylden. De engelske bøger er nemlig ofte billigere end de danske oversættelser. 


En opadgående kurve  

Udover at være formand for Boghandlerforeningen, er Lone Haagerup også indehaver af sin egen boghandler i Nibe. Hun fortæller, hvordan de engelske bøgers fremvinden tydeligt ses i butikken.  

”Da jeg for 11 år siden åbnede min egen boghandel, havde jeg 10 engelske bøger på hylderne. I dag har jeg to hele reoler”.  

Foruden at butikken i Nibe afspejler den voksende interesse, viser salgstal fra branchen også tendensen. Ifølge Danmarks Statistik blev der solgt 20 procent flere engelsksprogede bøger i 2025, end i 2023. For de danske bøger var stigningen på seks procent i samme periode.  

Tendensen kan over længere tid anskues ved at dykke ned i Saxo, der er blandt de to største aktører på markedet sammen med Bog & Idé. Deres salgstal beskriver ligeledes, hvordan der bliver solgt flere og flere engelsksprogede bøger.   

Danske bøger er stadig dominerende, men engelsk vokser hurtigere 

Når det nævnes, at der er en stigning i antallet af solgte engelske bøger, er det værd at være opmærksom på, at disse bøger udgør en mindre procentdel af det danske bogmarked, og at de danske bøger stadig fylder mest.  

Hvis man sammenligner med hele markedet, er andelen af engelske bøger steget fra 13,4 procent i 2023 til 15,0 procent i 2025.

Interessant er det dog, at de engelske titler vokser hurtigere end salget af de danske. Så trods det ikke tegner til, at engelsk snart overtager litteraturen i Danmark, viser tendensen, at de bliver en større og større spiller. Dette fortæller Marianne Lyngby Pedersen administrerende direktør for Indeks Retail, som ejer Bog og Idé. 

Salget af danske bøger ligger fortsat stabilt og udvikler sig også positivt, men i mere moderat tempo. Den markante vækst, vi ser på de engelsksprogede bøger, er derfor ikke blot et udtryk for, at bogsalget generelt stiger tilsvarende. Vores vurdering er, at de engelske bøger har haft en særligt stærk udvikling de seneste år.


Prisen er med til at bestemme 

Selvom det typisk er engelsksprogede bøger, der florerer på sociale medier, behøves de ikke nødvendigvis at købes på engelsk, da de aktuelle titler i mange tilfælde oversættes til dansk. Her kommer prismærket ifølge Lone Haagerup ind i billedet. 

”Det, der driver interessen, er sociale medier, og så er prisen afgørende. Kan man købe en bog for 140 kroner fremfor at give 250 for den danske udgave – så gør man det. Prisen er et af de vigtigste parametre for, hvorfor vi køber som vi gør”. 

Vi har undersøgt, hvor stor forskel der er i pris på engelske bøger og deres danske oversættelse. Her har vi taget udgangspunkt i de bøger, der lige nu hitter på Saxo og Bog & Idés bestsellerlister.  

I sammenligningen af 10 bøger, har vi fundet, at originalversionerne i gennemsnit er 65 kroner billigere end den oversatte, danske version. For én bog kan det lyde overkommeligt, men bevæger man sig ned i boghandleren for eksempelvis at købe bogserien Off Campus, der lige nu hitter, må du af med 365 kroner mere for alle fem bøger på dansk, end hvis du køber originalserien.  


#Booktok inspirerer til æstetiske bogreoler  

Boghandlerne oplever, at det særligt er de unge, der punger ud, og det er ikke overraskende, når cirka halvdelen af danske unge mellem 12 og 24 år bruger TikTok.  

Tryk her for at læse mere om den stigende interesse for fantasybøger.

#Booktok bliver de unge dog ikke kun inspireret til at læse engelske bøger. Ifølge Lone Haagerup handler det også om en kultur, hvor bøgernes udseende og sammensætning har en betydning.  

”Det handler rigtig meget om æstetik, om hvorvidt bøgerne står på reolen i bestemte farver, om de er color coordinated, eller har bestemte størrelsesforhold”.  

Hvad koster det at oversætte fra engelsk?

Når en bog skal oversættes til dansk, går pengene til rettigheder, oversætteren, redaktøren og korrekturlæseren. Selvom der ikke er faste priser for oversættelse hos danske forlag, estimeres en 250 siders bog samlet at koste mellem 65.000 og 70.000 kroner.

Kilde: Forperson for Dansk Oversætterforbund, Juliane Wammen.

Hun beskriver, hvordan nogle kunder efterspørger konkrete udgivelser af en bog, så den kan passe ind i den samlede serie, de allerede har. Flere bogudgivelser produceres nemlig i forskellige farver, så bøgerne i serien hver især har sin egen farve, der til sidst skaber en farvesammensætning.  

Når prisen ifølge Lone Haagerup spiller en central rolle, og en tredjedel af læserne ifølge Saxo samtidig foretrækker at læse på engelsk, hvis det er originalsproget, så er det måske ikke så mærkeligt, at det er de originale engelske versioner, der bliver hevet af hylderne.  






Powered by Labrador CMS