Fængslerne mangler hænder: Nyt kvindefængsel kan presse betjentene endnu hårdere
Eksperter peger på, at underbemanding har alvorlige konsekvenser. Tidligere fængselsbetjent fortæller, at presset fik ham til at forlade sit drømmejob.
Et tidligere kursuscenter kan snart blive omringet af hegn med pigtråd, og kursister kan blive erstattet med kvindelige indsatte. I hvert fald hvis planerne om et nyt kvindefængsel i Ribe gennemføres.
Imidlertid vil det kræve, at der kommer flere blå uniformer til. Set i lyset af den nuværende personalemangel kan det dog blive en udfordring.
En ny rapport fra Fængselsforbundet viser, at der er sket en betydelig nedgang i personaledækningen. I dag skal en fængselsbetjent i gennemsnit håndtere 2,3 indsatte, mens tallet for ti år siden var 1,4 indsatte.
Flere indsatte øger presset
I 2025 blev der for første gang siden 2013 ansat flere fængselsbetjente, end der stoppede. Alligevel er byrden på fængselsbetjentenes skuldre stadig tung. Flere indsatte sidder nemlig i fængsel i længere tid.
Belægningen i de danske fængsler slog rekord i 2025. I gennemsnit var 103 procent af pladserne i fængslerne i brug. Julie Laursen, lektor ved Copenhagen Centre for Criminology, peger på konsekvenser forbundet med overbelægning for de ansatte.
”Det slider på folk, hvis man møder ind på en arbejdsplads, hvor de indsatte skal sidde indelukket hele tiden eller være i besøgslokaler, for at der er plads til dem.”
Derudover medfører overbelægningen, at fængselsbetjentene ikke længere har tid til alle arbejdsopgaver. Institutionstillidsrepræsentant i Renbæk Fængsel, Bjarke Knudsen, fortæller, at det har været nødvendigt at overdrage visse opgaver til andre faggrupper.
“Der er midlertidigt ansat både socialrådgivere og sekretærer til at tage sig af noget af den sagsbehandling, som fængselsbetjentene tidligere selv sad med.”
Renbæk Fængsel ligger 20 kilometer fra det område, hvor det nye kvindefængsel formentlig skal ligge. Dette vækker bekymring hos Bjarke Knudsen.
”Kvindefængslet kommer til at ligge i vores baghave, så vi kommer til at agere buffer, selvom vi i forvejen er presset. Og vi risikerer, at vores midlertidige driftsmodel bliver permanent.”
Et arbejdsmiljø præget af stress og sygdom
Professor emerita ved juridisk institut på Aarhus Universitet, Anette Storgaard, påpeger, at det især er den langvarige mangel på bemanding, der har konsekvenser.
“Bemandingsmangel betyder, at man bliver kørt ned. Der bliver mere sygdom, der bliver mindre arbejdsglæde, og der bliver skåret ned på alt det, som ikke er det mest centrale.”
Tal fra Fængselsforbundet viser, at fængselsbetjente i gennemsnit havde 20,3 sygedage i 2025. Til sammenligning har statens øvrige medarbejdere i gennemsnit cirka ti sygedage om året.
59-årige Tamim Arabi er førtidspensioneret fængselsbetjent. For tre år siden mærkede han på egen krop, hvor alvorlig langvarig stress kan være.
”En dag var der en større konflikt på en af afdelingerne. Jeg prøvede at løbe derhen, men min hals snørede sig sammen. Kort tid efter blev jeg hentet af en ambulance.”
Det viste sig, at Tamim Arabi havde fået et hjerteanfald. Efterfølgende skulle han have en bypassoperation.
”Jeg prøvede at vende tilbage på arbejde, men det kunne jeg ikke.”
Kvindefængsel eller kvindeafdeling?
Idéen om et nyt kvindefængsel udspringer af den seneste strafreform, som trådte i kraft i 2026.
Et af strafreformens formål er at udvide de danske fængslers kapacitet, bl.a. ved at opføre et nyt kvindefængsel eller en kvindeafdeling ved et allerede eksisterende fængsel.
Bjarke Knudsen ser helst, at man opretter en kvindeafdeling i et nuværende fængsel.
“Omkostningsmæssigt vil det være bedre at bygge til, hvor man i forvejen har matrikler. I et helt nyt fængsel skal der ansættes meget mere personale for at holde en sikkerhedsmæssig normering.”
Retsordfører for SF, Karina Lorentzen, anerkender, at der er personalemangel i hele landet. Imidlertid tror hun på, at et nyt kvindefængsel er den rigtige løsning.
“Det handler om at samle kvinderne et sted, hvor man kan give dem nogle bedre tilbud. Alle andre fængsler er jo indrettet til mænd.”
Ifølge hende er placeringen af kvindefængslet heller ikke tilfældig.
”Vi satser på at åbne fængslet et sted i Vestdanmark, hvor der ikke er langt til Sønder Omme. Her går det godt med at rekruttere nye fængselsbetjente.”