Færre får deres børn døbt: Nu tager Christina tre måneders orlov for at finde ud af hvorfor

Dåbstallet falder år for år, og det samme gør folkekirkens medlemstal. Det inspirerede sognepræst Christina Laursen til at undersøge, hvorfor forældre fravælger dåben.

Christina Laursen til halloweengudstjeneste.
Offentliggjort

Den 1. oktober udskifter Christina Laursen præstegerningen i Fredens Sogn med tre måneders orlov, hvor hun skal undersøge, hvorfor stadig færre danskere får deres børn døbt. Baggrunden for orloven er en udvikling, der har stået på i mere end et årti.  

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er antallet af barnedåb faldet med 25,3 procent siden 2007:

Samtidig er folkekirkens medlemstal årligt i gennemsnit faldet med 0,7 procentpoint siden 2007. I dag er 70 procent af befolkningen medlem af folkekirken.

Idéen om studieorlov

Sidste sommer var Christina Laursen til flere havefester, hvor hun faldt i snak med forældre, der gjorde brug af folkekirkens tilbud. Det der forbavsede Christina Laursen var, at ingen af dem havde fået deres børn døbt.

“Jeg blev lidt fornærmet, og kom lidt provokerende til at sige, at der ikke ville være nogen folkekirke, når deres børn blev store,” fortæller Christina Laursen.

Det gik op for Christina Laursen, at der var ingen, som lavede koblingen mellem dåb og medlemskab i folkekirken.

Uvidenhed er kun en del af forklaringen

Ifølge Peter Lodberg, tidligere studieleder og professor ved den teologiske uddannelse ved AU, handler resten om et dybere skifte i det, han kalder dåbskulturen:

“Flere og flere forældre beslutter sig for, at de vil lade barnet selv bestemme, om de vil døbes på et senere tidspunkt,” fortæller han.

Han mener dog ikke, at argumentet holder:

“Det største valg, man træffer på et andet menneskes vegne, er jo at sætte det i verden. Det spørger man ikke barnet om,” pointerer Peter Lodberg.

Den samme selvmodsigelse genkender Leise Christensen, som er sognepræst i Sankt Johannes Sogn:

“Forældre bestemmer jo alt fra, hvilken vuggestue deres børn skal gå i, til om de må indtage kost med farvestoffer. Men dåben, den skal de selv bestemme,” siger hun.

En del af faldet i dåbstal kan desuden forklares med indvandring, da mange nytilkomne enten har en anden religion eller ikke har rødder i den evangelisk-lutherske tro. Men hverken Peter Lodberg eller Leise Christensen mener, at det forklarer udviklingen alene.

Tilbage står, ifølge dem begge, et samfund, hvor selv de mindste beslutninger om et barns liv i stigende grad anses for at være barnets eget valg.

Folkekirkens fremtid

Ifølge Grundlovens paragraf 4 er folkekirken forpligtet til at være understøttet af staten, så længe et flertal af befolkningen er medlem. Falder medlemsprocenten under 50, ændrer det billedet fundamentalt. Ifølge Peter Lodberg vil det udløse et politisk opgør, som folkekirken hidtil har kunnet undgå:

“Det bliver ikke i min generation, men jeg tror, at man inden for 10-20 år kommer til at diskutere folkekirkens forhold til staten,” siger han.

Døbefonten i Sankt Johannes Kirke.

Statens tilskud til folkekirken og dens rolle som statsunderstøttet institution afhænger af medlemstallet. Forsvinder grundlaget, skal store dele af systemet indrettes på ny. Christina Laursen sætter konsekvensen på spidsen:

“Så dør folkekirken.”

Medlemskab er ikke garanti for dåb

I Sankt Johannes Sogn har man i 2026 indtil videre døbt 86 personer, hvoraf 51 boede i sognet på dåbstidspunktet. Der er tale om både barne- og voksendåb, hvoraf størstedelen er barnedåb. Sognet har en medlemsprocent på 77 procent, men den dækker over en anden virkelighed, fortæller Leise Christensen:

“Vi har en høj medlemsprocent, men andelen af 0-4-årige, der bliver døbt, er langt lavere. Der er altså medlemmer, som ikke får deres børn døbt,” siger hun.

Netop den udvikling er sat på dagsordenen, når Leise Christensen mødes med Aarhus Domprovsti første lørdag i oktober til en provstidag om den faldende dåbsprocent.

Flere steder forsøger folkekirken med initiativer. I Fredenskirken holder man årligt dåbsjubilæum for tidligere døbte børn, og både her og i Sankt Johannes Sogn sender man en hilsen til nybagte forældre, der er medlemmer, om muligheden for dåb.

Ingen af initiativerne har dog vendt udviklingen, erkender Christina Laursen:

“Vores tilbud gør ingen forskel for, om folk vælger dåben til.”

Medansvar for fremtiden

Netop hvorfor nogle fravælger dåben, håber Christina Laursen på at få svar på i løbet af sin orlov. Målet er at blive klogere på, hvorfor forældre der ellers gør brug af folkekirken og har et tilhørsforhold, fravælger dåben.

“Jeg vil ikke tvinge nogen til at have en folkekirke. Men jeg synes, det er rimeligt, at folk kan træffe et oplyst valg om, hvorvidt de vil have den eller ej,” siger hun.

Peter Lodberg mener, at spørgsmålet i sidste ende handler om noget endnu større:

“Det handler om, hvorvidt vi vil have en folkekirke i fremtiden, og om man vil tage medansvar for det”, slår han fast.

Powered by Labrador CMS