Fed Fredag med feminin energi: 6 ud af 6 hjerter til Annika

Selvom klokken nærmer sig syv står solen stadig tydeligt nok på himlen til, at flere har solbriller på. Luften er kølig på den måde, hvor lange læderstøvler fylder gadebilledet, mens jakker stadig hænger åbne over striktrøjer.

Dåseøl og ciders drikkes ud, inden forventningsfulde flokke går mod indgangen til Tivoli Friheden. De er alle lige hoppet af bus 5a, som trofast fører dem til og fra koncerten.

Fed Fredag med Annika er ikke bare en koncert. Det er et tideligt sommerritual. Et kulturelt samlingspunkt, hvor venindegrupper mødes for at skråle sig hæse til sange om forelskelse, kaos og frihed.

Selvom der er en klar overvægt af venindegrupper, så har unge drenge og forældre også fundet vej til Friheden denne aften i midten af maj.

Generation Z’s Medina

Den 21-årige sangerinde Annika har igennem de senere år cementeret sin rolle i dansk musik. En aften som denne i Tivoli Friheden understreger, hvordan hendes musik fungerer som følelsesmæssigt samlingspunkt for unge kvinder i dansk popkultur. Det er musik, som kalder på at blive sunget højt i fællesskab.

På mange måder indtager Annika en rolle i dansk popkultur, der minder om den Medina havde for Millennials. En kunstner unge kvinder spejler deres følelsesliv i.

Men hvor Medina var nattens dramatiske soundtrack, er Annika mere hverdagsnær. Hvor Medina bar præg af 00’ernes club-kultur og en mere glamourøs popstjerneæstetik, er Annika langt mere relaterbar og socialt afvæbnet.

Det er denne form for følelsesmæssig fællessang, som passer meget godt til Generation Z’s ideal om autenticitet og anti-perfektion. Og dét afspejler sig tydeligt denne fredag i Tivoli Friheden.

En sikker rute

På vej mod indgangen kommer en gul bus 18 kørende. Også denne er fyldt til maksimum kapacitet.

Da bussen holder ind, vælter det ud med glade mennesker. Nogle griner højt, mens en gruppe bryder ud i fællessang af Annikas hitnummer ”Stolt”, som hun har udgivet sammen med rapperen Lamin.

Festen er startet længe før ankomsten til Tivoli Friheden. Aarhus Kommune har, i samarbejde med Midttrafik, lanceret et initiativ, hvor alle bybusser til og fra Fed Fredag og Fed Lørdag er gjort gratis, for alle som kan fremvise billet eller sæsonkort til Tivoli Friheden.

Med initiativet ønsker Aarhus Kommune bl.a. at opmuntre flere til at benytte den kollektive trafik i forbindelse med kulturelle arrangementer, mens det også skal skabe en mere glidende trafik og øge trygheden, når mange tusinde gæster skal til og fra koncerterne.

Det er et tilbud som mange har benyttet sig af til netop denne aftens koncert. Mange har også benyttet det gratis lift til at tage forskud på de våde varer. Stemningen er elektrisk, og turen til Tivoli Friheden føles næsten som et kollektivt forspil til aftenen. Denne fredag virker det, som om transporten bliver en forlængelse af fællesskabet.

Arrangement med opsyn

Køen i indgangen summer af forventninger. Flere synger allerede og holder om hinanden, mens andre lægger lipgloss og drikker ud. Der er en klar fornemmelse af, at alle er mødt op for at mærke, at sommeren så småt er begyndt.

Fed Fredag er ikke bare et koncertformat. Det er et dansk sommerfænomen. En kulturel institution forklædt som fredagsunderholdning. Her mødes gymnasieelever, unge par, venindegrupper, familier med teenagebørn og mennesker, der har haft den samme tradition i årevis: at starte sommeren i Tivoli Friheden med livemusik, øl i plastikkrus og følelsen af kollektiv forløsning efter en lang vinter.

Men hvad gør dette arrangement til et særligt sommerarrangement? For sommerens offentlige rum er sjældent kun idylliske. Når alkohol, varme og store menneskemængder blandes, opstår der også friktion, risiko og små forskydninger i adfærd. Det er ikke nødvendigvis dramatisk. Ofte er det næsten usynligt, men det mærkes. Netop derfor bliver Fed Fredag interessant som kulturprodukt.

Ved indgangen står vagterne allerede synligt placeret. Ikke bare én eller to, men flere. De scanner tasker systematisk. Lynlåse bliver åbnet. Dåser konfiskeres. Folk bliver sendt videre med korte nik og rutinerede bevægelser.

Ingen virker provokerede over kontrollen. Tværtimod får man fornemmelsen af, at de fleste forventer den. Måske endda ønsker den. Trygheden føles som en del af arrangementets koreografi.

Skærpet opmærksomhed

Inde på pladsen er der tæt pakket allerede 45 minutter før koncertstart. Folk står så tæt, at man konstant mærker fremmede skuldre mod sine egne. Der lugter af ølskum, parfume og den sødlige duft fra vape-penne strømmer til fra de bagerste rækker.

En gruppe unge kvinder ved siden af os tager billeder af hinanden med blitz. De skal dokumentere deres fredag aften ude sammen, da det er deres sommer-ritual. Mens vi står ved siden af dem, aftaler de, at de vil gentage succesen i næste uge, når Benjamin Hav spiller. ”Den blev god. Post den!” Siger den ene af kvinderne, mens en anden indskyder, ”Husk at tagge mig.” Den tredje veninde svarer ”Ja, selvfølgelig.”

Foran os skærer en venindegruppe igennem menneskemængden. De holder i hånd, som en form for kæde, mens de har et bekymret udtryk i ansigtet. Den bagerste af pigerne er meget fuld. Hun har en øl i hånden, som hun spilder ud over sig selv og de mennesker, som hun går forbi. Hun griner højt, men det er der ikke andre der gør. Ingen konflikt opstår. Men flere omkring dem registrerer det øjeblikkeligt. Blikke flakker hurtigt mod situationen, vurderer den og vender så tilbage mod scenen.

I et splitsekund opstår en utryghed på pigens vegne. Den er ikke altoverskyggende som en katastrofe, men som konstant social scanning. Vi orienterer os og holder øje. Vi vurderer automatisk stemninger, afstande og kropssprog.

Det mest bemærkelsesværdige ved aftenen er faktisk ikke fraværet af risiko, men hvor meget arbejde der bliver lagt i at holde risikoen nede. Veninder holder hinanden tæt. En pige retter på sin venindes hår og spørger: “Skal vi købe en flaske vand?” En anden holder en hånd på ryggen af sin veninde, mens de bevæger sig gennem publikum. Flere steder ser man grupper danne små beskyttende cirkler omkring den ven, der er blevet for fuld. Omsorgen er fysisk og kropslig.

I øjenhøjde

På scenen går Annika ind til høje skrig og klap fra publikum. Hun fremstår både afslappet og enormt bevidst om, hvem hendes publikum er.

Før den første sang når at begynde, forsøger hun at skabe forbindelse til byen:

”Først og fremmest vil jeg lige starte med at sige ’Kom nu de hvie…’ ej tillykke med det!’”

Publikum bryder ud i latter næsten med det samme. I Aarhus siger man “Kom så de hvie” om byens hold AGF, som ugen inden har vundet superligaen for første gang i 40 år. Den lille københavner-fejl bliver modtaget med kærlig hån. Det er et øjeblik, der fungerer præcis fordi det ikke er perfekt. Hun fremstår som et menneske, der oprigtigt prøver at møde sit publikum i øjenhøjde. Det sætter tonen for resten af koncerten.

Omsorg og omfavnelse

Annika synger med en form for følelsesmæssig umiddelbarhed, som især yngre kvinder tydeligvis spejler sig i. Publikum skråler med på hver eneste linje. Ikke elegant eller kontrolleret, men med den rå intensitet, der opstår, når musik bliver til et fællessprog.

Flere steder står piger med armene viklet om hinanden og synger direkte ind i hinandens ansigter. Nogle lukker øjnene under omkvædene. Andre filmer konstant med telefonen hævet over hovedet, som om aftenen først bliver virkelig, når den er dokumenteret.

Mellem sangene stopper Annika flere gange op og siger, at vi skal passe på hinanden. Det kunne let være blevet tom artist-retorik. Men i denne kontekst får ordene en anden vægt.

Hele arrangementet Fed Fredag handler i virkeligheden om netop dét. At skabe et offentligt sommerrum, hvor fællesskab og fællessang kan blandes med alkohol og fest, uden en underliggende utryghed. Det er en følelse af frihed, der dog er nøje reguleret.

Vagterne patruljerer konstant langs publikums kanter. Ikke på en aggressiv måde, men synligt nok til, at man registrerer dem igen og igen. Når nogen bliver for fulde, bliver der reageret hurtigt. En enkelt ung mand bliver ført væk med armen omkring skulderen af en vagt og en ven. Kontrollen møder ingen modstand.

Det føles nærmest som om, at den synlige kontrol omkring arrangementet understøtter muligheden for afslapning. Også selvom den kvindelige erfaring i sommerens byliv stadig eksisterer her. Vi holder stadig øje. Vi går stadig på toilettet sammen. Vi sender stadig en sms, når vi er kommet sikkert hjem.

Men Tivoli Frihedens Fed Fredag lykkes samtidig med noget vigtigt. De lykkes med at skabe en ramme, hvor den årvågenhed ikke overtager oplevelsen fuldstændigt. Selvom mange er tydeligt berusede, er stemningen overraskende omsorgsfuld. Og det gør en forskel.