Flere danskere søger støtte i livets sidste tid: nyt omsorgsfænomen vinder frem
Vågetjenesten oplever en markant stigning i efterspørgslen på vågninger, mens interessen for dødsdoulaer stiger i Danmark.
Hvem træder til, når behovet for støtte i døden vokser?
Flere danskere søger i dag hjælp hos både vågere og den nye omsorgsrolle: dødsdoulaer, som mærker en blomstrende interesse i Danmark.
Den danske vågetjeneste, bestående af Røde Kors og Ældre Sagen, oplevede sidste år rekordstor efterspørgsel med en stigning på henholdsvis 19 og 25 procent i antallet af vågninger fra 2024 til 2025.
En ny type støtte: før, under og efter døden
I Danmark er rollen som dødsdoula endnu ikke anerkendt, og der findes hverken en officiel certificering eller et officielt register.
Dog har dødsdoulauddannelsen ELEA-akademiet lavet sin egen definition på fænomenet:
“En dødsdoula støtter både den døende og de pårørende før, under og efter døden. Doulaens arbejde udspringer af omsorg, tid og medmenneskelighed – ikke af behandling eller systemer.”
Dødsdoulaerne er en betalt støtte, der adskiller sig fra vågerne som en ny type omsorgsaktør.
Flere og flere danskere får øjnene op for det nye fænomen.
“Jeg oplever en tydelig og kvalificeret interesse for området. Både fra mennesker, der ønsker at uddanne sig, og fra mennesker, der ønsker mere viden om, hvad en dødsdoula kan bidrage med,”
siger Christie Rosenberg, som er dødsdoula, uddannelsesleder og stifter af Dansk Dødsdoula Institut.