For første gang er der tal for unges festrygning
Nye tal viser, at fester og alkohol spiller en central rolle for unges rygning.
For første gang er der tal for unges rygning i forbindelse med fester og alkohol, og denne viden kan bruges til at forebygge, at flere unge at ryger.
De nye tal stammer fra rapporten §RØG fra Syddansk Universitet, som hvert år kortlægger røgvanerne for danskere mellem 15 og 29 år. I 2025-versionen blev undersøgelsen udvidet med et spørgsmål, som giver indblik i unges festrygning.
Undersøgelsen viser, at seks ud af ti unge, som ryger cigaretter, peger på fester og alkohol som en årsag til, at de ryger.
Ifølge Stine Arp, som er kandidat i folkesundhedsvidenskab og en af forskerne bag rapporten, kan tallene pege på, at det kan være i forbindelse med fester og alkohol, at der skal sættes ind, for at forhindre unge i at ryge i fremtiden.
”Hvis man vil få folk til at stoppe med at ryge, så er det i hvert fald et vink med en vognstang om, at man ikke skal ignorere, at alkohol også spiller en rolle,” forklarer hun.
Nyt indblik i problem
I undersøgelsen er det muligt at angive flere årsager til rygning. Derfor peger tallene ikke på én specifik forklaring, men viser alligevel, at fester og alkohol spiller en stor rolle.
”Vi kan ikke udelukke, at de i højere grad synes, at det er for at slappe af, eller fordi de er afhængige. Men jeg synes det er en slående procent. Når der er over 60 procent der vælger årsagen, så er det et stort problem,” forklarer Stine Arp.