For første gang: Flertal af unge har høj demokratisk selvtillid
Et flertal af unge føler de har høj demokratisk selvtillid, hvilket er første gang siden man begyndte at lave målinger tilbage i 2018.
Over halvdelen af unge i alderen 16-25 år oplever for første gang i otte år at have en høj demokratisk selvtillid. Det viser tal fra den årlige demokratianalyse udarbejdet af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).
Demokratisk selvtillid er et udtryk, som dækker over unges tro på egne evner til at deltage i demokratiet.
”Det handler om at føle man kan forstå politiske spørgsmål, at ens holdninger har værdi og at man har noget at bidrage med i samtaler med andre,” siger Anne Sofie Wulff, Specialkonsulent hos DUF.
Maria Bruselius-Jensen, lektor på Aalborg Universitet ved Center for Ungdomsforskning, har forsket i unges adgang til demokratisk deltagelse og kommer med sit bud på, hvorfor det er nu vi ser et flertal af unge med høj demokratisk selvtillid.
”De nye ændringer i verdenssituationen kalder på alles opmærksomhed. Politik er blevet noget vi alle taler om, det påvirker nok også troen på at ens holdninger er værdifulde.”
Analysen peger ligeledes på, at 34 procent af unge med en lav demokratisk selvtillid ikke har deltaget i politiske aktiviteter det seneste år.
”Demokratisk selvtillid er væsentligt for at kunne deltage politisk, og tro på at ens deltagelse betyder noget,” siger Anne Sofie Wulff
DUF nævner tre tiltag, som kan stykre demokratisk selvtillid:
Mere tilgængelig formidling af politik, aktiv og inddragende undervisning og inddragelse af politiske ungdomsorganisationer.