Fra wienerbarn til oldefar
Werner Diether Beck er otte år gammel, da hans forældre sætter ham på et damplokomotiv i den østrigske by Graz. Tre døgn senere ankommer han til Fredericia. Her står et dansk ægtepar klar til at modtage deres feriebarn.
Efter Anden Verdenskrig tilbyder en husmoderforening i Østrig, at forældre kan sende deres børn på ferieophold i Danmark. Det gælder børn, der kommer fra store søskendeflokke og økonomisktrængte forhold. Det tilbud benytter Werners forældre sig af.
Werner kommer til Danmark gentagende gange, og til sidst tilbyder den danske familie at have Werner boende permanent. I en alder af 12 år bliver Werner adopteret til Danmark ligesom andre børn fra Østrig. Dem kalder man wienerbørn.
Det er en omvæltning for Werner, der har været vant til at være omgivet af jævnaldrende i Østrig. De nye forældre har ingen børn, så Werner er det, de har drømt om hele livet. Det betyder, at de er ekstremt beskyttende. Werner er sjældent alene med kammerater, må ikke spille fodbold eller komme sammen med andre.
Det ændrer sig, da han starter på Askov Højskole i 1963. Her møder han Annette. Hun er Københavnerpige, der lige er blevet student, og Werner er jysk bondemand.
De bliver gift to år senere, og har været sammen siden – ikke på godt og ondt, kun på godt. Parret får to børn, og i dag elsker de at være sammen med deres tre snart fire oldebørn.
Werner er næsten 85 år gammel og i gang med at lappe sin stålvandkande som en anden Georg Gearløs. Han nyder pensionistlivet og motionerer hver dag – gerne med gåture i Annettes selskab.
Da Werner var barn, tænkte han ikke så meget over sin tilværelse som wienerbarn, for sådan var det jo. I takt med han bliver ældre, er det noget, han reflekterer over. Hvis det kunne gøres om igen, ville han være blevet i Østrig. Men var Werner ikke kommet til Danmark, havde han og Annette ikke fundet hinanden.
