Hanne er krigsbarn: Folk skal huske at spørge os gamle, mens vi stadig er her

Hanne husker ikke helt, om hun var fire eller fem år, da tyskerne tog hendes far. Han blev sendt til en lejr i Nordtyskland. Hannes mor måtte derfor klare sig uden sin mand. Hun var gravid og fødte Hannes lillebror kort tid efter faderens afsked.  

Hele tre år var Hannes far væk. Nogle år i Tyskland og så flygtede han til England. Til sidst vendte han hjem til Danmark og familien. Han var forandret.  

“Han snakkede aldrig om krigen, det ville han ikke.” 

Ordene kommer afslappet fra 90-årige Hanne, mens hun sidder med en kop kaffe på sit stamsted ved åen i Aarhus. Hun er en af de danskere, der selv oplevede Anden Verdenskrig på tæt hold. Derfor har hun også en klar opfordring til nutidens unge. 

“De skal huske at spørge os gamle folk om krigen, for vi er snart ikke mange tilbage, der har oplevet det.” 

Hanne fortæller om sin barndom som værende rigtig god, mens hun griner og tager sit lettere krøllede lommetørklæde op til næsen. 

“Gamle koner har altid drypnæse, når det bliver koldt.” 

For humoren fylder næsten lige så meget som minderne for Hanne. Det er netop humor, der har hjulpet hende gennem livet. Derfor bekymrer det hende også, når hun ser, hvordan folk møder hinanden i dag sammenlignet med dengang, hun var ung.  

“Folk i dag skal lade være med at være så lukkede.” 

Hun læner sig forsigtigt tilbage og kigger på de forbipasserende.  

“Det er vigtigt, at folk har humor, kan grine og tør snakke sammen.”  

Hanne ler, når hun siger det. Men hun ved også, at som årene går, forsvinder minderne og de folk, der oplevede krigen. Derfor mener hun, at mødet mellem ung og gammel kan være meget værdifuldt.   

“Hvis du er et ungt menneske, møder en ældre person, så smil og giv et kompliment. Endnu bedre: Tal med dem! Vi har levet et langt liv og har meget at fortælle.”   

For som Hanne så fint siger: “En dag er jeg væk, og det samme er de personlige fortællinger om krigen.”