Herreyoga holder kroppen i gang: ”Hvis jeg ikke bevægede mig, ville jeg blive invalideret”

Ældre mand i mørkt tøj står på et fortov foran røde murstenshuse.
For 89-årige Flemming Møller er det altafgørende for ve og vel at fylde ugen med motion og aktivitet.
Offentliggjort

Med den armygrønne rygsæk, fyldt med idrætstøj, knuget i venstre hånd er Flemming Møller på vej ind på Folkestedet. Han smiler stort, så stort at man kan se de sølvfarvede plomber, der kroner de inderste kindtænder i undermunden

 ”Jeg skal til Herreyoga her kl. 14:00, men jeg er lidt i god tid. Jeg skal jo ogs’ lige nå at klæde om.” 

Den 89-årige pensionerede arkitekt fortæller, at motionen er essentiel for ham. Det holder nemlig nervebetændelsen nede.  

”Hvis jeg ikke bevægede mig, ville jeg blive invalideret. Og det tror jeg er meget ubehageligt!” 

Endnu et smil glider over den ældre mands ansigt, da han passioneret fortsætter med at fortælle. Det er nemlig ikke nok for Flemming med Herreyoga om onsdagen. 

”Jeg går også til de fem tibetanere nede i Klostergade Centeret om fredagen. Det er to timers hård yogatræning, men man gør hvad man kan. Og så griner vi jo af hinanden - vi er jo alle sammen ældre pensionister!” griner Flemming og tager et par små, fornøjede skridt på stedet. 

Men Flemmings træningsuge er langt fra ovre, når de to gange yoga er overstået. Både varmvandsgymnastik og styrketræning er også på programmet;  

”Jeg var til varmvandsgymnastik i går, og så går jeg jo også op og styrketræner sommetider,” pointerer han.   

For Flemming Møller er det tydeligt, at det at dyrke motion ikke er en overvejelse eller noget man kun gør, når man lige har tid - det er en klar selvfølge.  

”Hvis man ikke har gang i kroppen, så kan man jo ingenting!” 

Og på den bemærkning hanker han op den armygrønne rygsæk, og bevæger sig ind i den store, røde murstensbygning. Klokken er næsten 14:00, og han skal jo lige nå at klæde om inden yogatimen starter.

Powered by Labrador CMS