Hollywood-stjernerne taber sig som aldrig før – på de sociale medier får højrefløjen skylden

Det ultratynde kropsideal er tilbage på den røde løber, og det skaber bekymring online, hvor flere kobler de drastiske vægttab til højrefløjens politiske magt i USA. Men er Trump og MAGA-bevægelsen virkelig ansvarlige for kropsidealet anno 2026?

Skinny is back
»Skinny is back« konkluderer flere medier. Men hvordan kan det være?
Offentliggjort

»Mit fashion hot take er, at i takt med en stigende fascisme ser vi en direkte sammenhæng med tyndhed, som har til formål at få kvinder til at fylde mindre.«

Sådan udtaler den amerikanske komiker og skuespiller Hannah Einbinder i et interview med Cosmopolitan, der nærmer sig to millioner visninger på Instagram.  

Hun er en af flere, der på de sociale medier spekulerer i, om det i virkeligheden er den politiske højrefløjs stigende popularitet i USA, der er skyld i, at undervægt igen trender i Hollywood. 

Også medier som Vogue og Dazed Digital har dækket påstanden og kædet vægttab blandt kendisser som Ariana Grande og Lily Collins sammen med misogyne holdninger på højrefløjen. 

Men kan Hannah Einbinders hot take virkelig passe? Vi har spurgt to danske eksperter på området. 

»Det er ikke et spørgsmål om højre-venstre«

Lene Bull Christiansen, lektor ved Roskilde Universitet og forsker i køn og kropsidentitet, har også observeret de skrumpende kroppe i Hollywood. Dog stiller hun sig kritisk over for koblingen mellem den politiske højrefløjs popularitet og genkomsten af det ultratynde kropsideal:

»Det er ikke et spørgsmål om højre-venstre. Kropsidealer går i virkeligheden ofte på tværs af samfundet og lader sig ikke bare sådan indkapsle i den ene fløj på den måde,« slår hun fast.

I stedet peger hun på flere årsager, der tilsammen udgør baggrunden for udviklingen:

»Vi oplever for tiden et generelt backlash mod mange af de rettighedsbevægelser, vi har haft gennem de sidste år. Det gælder både i forhold til kønslighed og i forhold til økonomi. Og det gælder også i forhold til vores kropsidealer. Så det hænger sammen med et større kompleks af samfundsbevægelser,« forklarer Lene Bull Christiansen.

Catwalken påvirkes ikke af navnet på præsidenten

Også August Lohse, der er en af forskerne bag projektet Cultural Evolution of Beauty Standards, peger på, at der er kommet en modbølge mod større repræsentation i modeindustrien:

»For 10 år siden så de fleste det som positivt, at man kunne repræsentere nogle flere kroppe. Men nu er der begyndt at komme en form for backlash i kulturen,« konstaterer han. 

Forskningsprojektet har undersøgt udviklingen i den typiske modelkrop over de sidste 25 år. Her var konklusionen, at skønhedsidealet for modellerne stort set ikke har ændret sig siden 90’erne. 

»Vores data strækker sig tilbage fra Bush-regeringen og hen over årene under Obama og også Trumps første præsidentperiode. Her ser vi ikke for alvor udsving i kvindekroppen på catwalken,« forklarer August Lohse, som dog tager forbehold for, at modeindustrien kun udgør et lille udsnit af populærkulturen.

På spørgsmålet om, hvorvidt der er en sammenhæng mellem den politiske højredrejning og genkomsten af det ultratynde kropsideal, svarer han prompte: »Det er en rimelig forsimplet analyse.« 

Er der alligevel noget om snakken?

Trods eksperternes skepsis afviser de ikke fuldstændig, at der kan være en påvirkning af kropsidealet fra det politiske højre.

»Det er da en interessant teori. Jeg kan godt se, at det kunne være en logisk slutning – særligt fordi vi også ser nogle ret voldsomme kulturkampe i USA,« siger August Lohse, der savner stærkere belæg for sammenhængen. 

For Lene Bull Christiansen er påstanden heller ikke helt ny. Hun fortæller, at nogle teorier peger på, at der findes en sammenhæng mellem kvinderettigheder og et tyndere kropsideal:

»Teorien går på, at måden man kan holde kvinder nede på, er ved at få dem til at koncentrere sig om at være på slankekur i stedet for at gå op i deres politiske rettigheder,« siger hun og understreger, at der ikke er tale om konkrete data. 

Ifølge hende skal man nærmere kigge på patriarkalske forestillinger for at finde en sammenhæng mellem kropsidealer og ideologi. Og de findes på alle sider af det politiske spektrum:

»Det er problematisk at læse det ind i en højre-venstre tankegang, for eksempelvis florerer tykfobi også i bedste velgående på venstrefløjen.« 

Så har Hannah Einbinder og hendes fæller ret? Spørger man Lene Bull Christiansen og August Lohse, er påstanden netop et hot take. Virkeligheden er – som den så ofte er – mere nuanceret end som så.

Powered by Labrador CMS