”Hvad er det for et liv man har, hvis man vælger at forlade alt”
Hvad er det for et liv, man har, hvis man vælger at forlade alting, dit land, dit sprog, din familie, kun i håbet om at finde noget bedre. Du ved ikke engang, hvilket liv du ofrer det for, men bare ideen om, at det måske kan blive bedre, kan få dig til at risikere det hele.
Jeg husker det tydeligt. Med store, længselsfulde øjne sad jeg, den lille mørkhårede pige, kun seks år gammel og kiggede ud ad det tonede glas bagerst i bilen.
Helt suget fast til ruden og lettet fra sædet.
En timelang strøm af stilstående biler ude foran. På vej over grænsen fra Mexico til USA. Jeg i en bil fuld af alle de mennesker jeg elsker på vej mod kontrollen. Men det gjorde de ikke.
En bil standsede brat foran mine øjne.
Ud på vejen sprang en flok af mennesker, både mænd og kvinder. Alle bevægede sig i en fart. Beslutsomme bevægelser og håbefulde blikke.
Ud af bagagerummet hev de orange veste og lyden af en ballon, der pustede sig op, satte i gang, så det næsten rungede i bilen. Med vestene på og gummibådene under armen forsvandt hæren ind i skovens dyb og efterlod bilen på vejen.
Helt tom og alene stod den. Efterladt. Intet andet havde de med sig.
Jeg husker det stadig. Billedet har printet sig fast.
Og selvom den lille mørkhårede pige i dag er tyve år ældre, kan jeg stadig se synet for mig, høre lydene, mærke følelserne og måske endda endnu mere forstå, hvad det var, der skete.
Den orange hær var ikke blot på vej på kanotur i den mexicanske skov, men på vej væk. Væk fra sit land, sit sprog, sin familie. På jagt mod den stærk strømmende flod, der for enden åbner dørene til et nyt liv eller sætter et endegyldigt punktum.
Den seksårige pige vidste slet ikke, hvor barskt det var, og alligevel gjorde hun. Hun har gemt det med sig i alle de år.
Jeg tror ikke, at folk tænker over, hvor privilegeret de er. Privilegeret til lovligt at krydse grænser, rejse til andre lande og føle sig velkommen.
Jeg har oplevet det at være fremmede i et andet land. Også lige nu. Jeg kan rejse frit, studere i fremmede lande som nu og opleve andre kulturer helt bekymringsfrit. Men det er der mange mennesker, der ikke kan.
Mennesker, der aldrig får muligheden. Mennesker, der vil opgive alt for et bedre liv et andet sted. Mennesker, der er desperate.
Jeg har stor empati for de mennesker, der ulovligt rejser over grænserne. Det er nemt at dømme dem, men ingen ved, hvad for et liv, de har haft.
Det er utrolig modigt at forlade alting bag sig, klingende til håbet om måske at få noget bedre. Det vil jeg altid huske.
Nara Muńonz, 26 år, udvekslingsstuderende fra Mexico
