"I dag, når jeg er ude, snakker jeg altid med tossede mennesker"

>> Jeg var forholdsvis ny, da det skete. Jeg arbejdede i psykiatrien, indtil slut halvfemserne, hvor jeg holdt og efterfølgende fik arbejde flere forskellige steder. I 2007 kom jeg så på førtidspension. Jeg havde fået posttraumatisk stress efter et overfald fra min tid på psyk.   

Der var så meget vold derude, det var frygteligt. Jeg husker overfaldet lige så tydeligt. Det var en lille, lille mand, ikke højere end mig, og han var skingrende syg, selvfølgelig. 
Dengang kunne patienter gå nede fra afdelingen og op på kontoret, der var ikke noget, der var hemmeligt. Jeg trykkede alarm, det gør man jo, og der kom en helt masse mennesker, men vi kunne næsten ikke holde den bette fyr, han gik helt amok. 
Vores krisepsykolog på det tidspunkt havde travlt, rigtig, rigtig travlt, så der gik 14 dage før jeg fik krisehjælp, og allerede der havde jeg jo så fået posttraumatisk stress. Jeg havde i hvert fald lavet et eller andet i hovedet for at passe på mig selv. Og så gik det egentlig ned ad bakke derfra.   

Jeg begyndte at drikke ret meget efter. Det var nok min måde at håndtere det på. Jeg kunne sagtens passe mit arbejde, men jeg fik helt sikkert for meget, set i bakspejlet... men jeg kan jo godt lide øl. Det stod på en hel del år. Siden hen er jeg blevet opereret for kræft i spiserøret og i mavesækken, så det har nok haft nogle efterfølger. Og nu kan jeg ikke drikke øl mere, jeg kan ikke have dem i min mave efter operationen. 
...Se og nu sidder jeg her og ryger. Jeg har været stoppet, men lige pludselig tager fanden fat i mig, og så skal jeg altså have en smøg.  

Selvom jeg fik postraumatisk stress, vil jeg aldrig have været foruden min tid på psyk. Jeg var den første assistentelev på retspsyk derude, og synes det var mega spændende, så jeg blev nødt til at forsætte. Det har lært mig en hel masse om mennesker, også om hvor syge vi kan blive på et splitsekund. Jeg har et barnebarn, der har været svingdørspatient ude på psyk og en datter med sent diagnosticeret ADHD. Selv kom jeg på pigekostskole som ung, fordi jeg var lidt mærkelig eller i hvert fald lidt speciel, tror jeg.  
I dag når jeg er ude, snakker jeg altid med tossede mennesker. Jeg kan godt lide folk, der afviger lidt fra normen, de er nemmere at snakke med. Min oplevelse er, at man hurtigere kan gøre dem glade end almindelige mennesker<< 

- Eva Susanne Steffensen, 67 år, nylig folkepensionist, Århus.