''I må ikke slå os ihjel'': Civilsamfundet i Aarhus demonstrerer mod byrådets nedskæringer på socialområdet
Forud for onsdagens byrådsmøde samledes flere hundrede mennesker foran rådhuset til en rørende demonstration.
Jeg trådte ud af bussen for at komme til demonstration udenfor rådhuset onsdag eftermiddag. En lyd af vild musik ramte mig: ’’I må ikke slå os ihjel. I må ikke slå os ihjel. I må ikke slå os ihjel.’’. Sådan sang og spillede det energiske gøgleorkester De Splittergale forud for demonstrationen.
Efter sidste tone bredte sig ud på pladsen, erstattedes musikken med vilde klap og råb. Jon Skjerning-Rasmussen blev på scenen og bød velkommen. En intens opmærksomhed spredte sig på pladsen.
’’Hvis I saver grenen over, visner fællesskaberne!’’ råbte Jon Skjerning-Rasmussen gentagne gange. Efter få gange råbte hele pladsen med. Mange af deltagerne havde medbragt en afklippet, spirende gren, der skulle symbolisere netop dette. En skov af grene fyldte pladsen, mens deltagerne i fællesskab råbte demonstrationens motto.
Politikernes skarpe sparekniv har fået over 25 aktører på socialområdet til at indkalde til demonstrationen. Ideen til dette kom af diskussionen om det budgetloft, der er i Aarhus kommune.
Budgetloftet gør, at politikerne har været nødsaget til at skære ned på flere organisationer som f.eks. Headspace og Fundamentet. Det kan resultere i, at mange af disse kan blive lukningstruet.
Håbet var, at demonstrationen skulle vise politikerne, at denne spareplan kan have voldsomme og dyre konsekvenser for især den udsatte aarhusianske ungdom. Daglig ansvarlig ungerådgiver for Headspace Mathias Ryssel Rasmussen fortæller, at denne spareplan kan gøre, at flere unge mister et trygt sted at tale om deres problemer.
’’For mange er disse sociale tilbud den eneste grund til at stå op om morgenen. Hvis de mister den, kan det ende i langt værre mistrivsel, som i sidste ende bliver dyrere for kommunen.’’ siger Mathias Ryssel Rasmussen.
’’Nogle af de unge vil kunne få en henvisning til psykolog, mens andre ikke vil kunne. For dem er der større risiko for, at mistrivslen vil vokse, indtil de opfylder kriterierne for en henvisning. Det kan have alvorlige konsekvenser som f.eks. ensomhed og misbrug.’’ uddyber Mathias Ryssel Rasmussen.
Meget af demonstrationen gik med ihærdigt at forsøge at italesætte, hvor dyrt det vil blive for kommunen, hvis man fjerner støtten til civilsamfundsorganisationerne. En pointe som mange af aktørerne håbede, politikerne ville tage med på onsdagens byrådsmøde.