Inge-Lise mistede sin mor på 102: "Det lyder hårdt, men det var en lettelse"

Støvregnen hænger tyndt i luften, da Inge-Lise Andersen langsomt bevæger sig op ad vejen. Hendes lange regnfrakke fungerer som et skjold mod de mange dråber, som i en let strøm falder ned.

Hun bevæger sig mod den store Vejlby Centervej. Hun skal aflægge besøg hos sin frisør.

Men samtalen med den 81-årige dame bevæger sig væk fra frisurer og produkter. Den bevæger sig tilbage i tiden.

Tilbage til et liv med mange oplevelser. Nogle er svære at grave frem – andre dukker op prompte, uden nogen form for tøven. Hun kæmper med ordene, når hun skal udpege de gode oplevelser.

Ordene flyder nemmere, når Inge-Lise fortæller om én bestemt oplevelse, som stadig sidder i hende.

Sidste år mistede hun sin mor.

Hun var 102 år gammel.

Tabet var hårdt, men Inge-Lise mærkede en bestemt følelse, da hendes mor gik bort. En følelse, hun ikke forsøger at skjule.

"Det kan godt være, det lyder lidt hårdt, men egentlig så følte vi en lettelse, da hun endelig fik fred."

Hendes mor havde ikke det samme liv som tidligere. Som dagene og årene gik, blev mere og mere af tiden brugt i sengen – og kræfterne begyndte at være få.

"Hun lå bare i sengen og kunne ingenting, og selvom det jo er trist, var vi alligevel enige om, at det var godt."

Ordene bliver fremført uden nogen form for hast. Ingen dramatik. Men en konstatering af noget, som på det tidspunkt var svært, men som med tiden er blevet lettere at sætte ord på.

Nu er der gået et år.

Sorgen fylder ikke længere på samme måde, og det, der engang var svært, ligger nu roligt i hende.

Regnen er ovre. Snakken dræner ligesom dråberne ud.

Frisøren ligger på den anden side af vejen. Hun fortsætter sin gang med rollatoren. Mod sit egentlige gøremål.

Hverdagen bliver genoptaget.