“Jeg er altid glad, også når jeg vågner om morgenen og går i seng igen”
Livsomvæltningerne har været store; Fra kontordame til bager og nu som fuldtidsfrivillig, men en ting har været der gennem det hele – smilet.
Offentliggjort
“Kom indenfor” lyder det bag disken, og en kvinde trisser smilende ind. Hun får øje på reolen ved døren, og strækker sig op på tæerne for at nå en trækasse. ”Er den ikke flot?” lyder det prompte fra Vera Sortberg, og så er snakken i gang.
“Det er 100 gange lettere at sidde bag sin skrivemaskine på et kontor, men det er sjovere at have med mennesker at gøre.”
Vejen til genbrugsbutikken i Risskov startede i 2001 med Vera siddende på en taske mellem sin mand Flemming og deres ven Mikael på vej mod Ukraine i lastbilen “hønen” propfyldt med tøj.
“Vi skulle igennem Tyskland, Polen og så ned til Ukraine.”
Da de nåede frem, skulle de igennem paskontrollen, “og de er jo nogle seje hoveder, så det tog næsten en dag at komme igennem”.
De næste fire dage foregik under trænge forhold på en gammel kaserne.
“Vi grinte bare af det hele, der var jo ikke andet at gøre.”
To lignende ture fulgte samme år, indtil hun modtog et opkald om et stort parti tøj fra en lukket genbrug i Aarhus. Lageret skulle ryddes, og meningen var en fjerde donationstur til Ukraine, indtil Flemming fik en ny ide.
“Skal vi ikke prøve?”
Det skulle de.
Denne gang blev ‘hønen’ udskiftet med et tomt lokale i Vitten tæt ved Halvdum, altså halv dum, som Vera forklarer den danske geografi.
Tøj, ting og alt derimellem blev væltet ind i lokalet: “Så skrev jeg bare til salg, og så kom vi i gang.”
I fem år kunne ægteparret kalde sig genbrugsejere, og så: “Det brænder.”
Det var d. 5. november 2006 kl. 10:45, da telefonen ringede med den besked.
“Nå, så må det brænde, det kan jeg ikke gøre noget ved,” lød svaret fra Vera.
Enden på fem år i Vitten blev starten i Risskov, og hernede hedder en af de frivillige Jens.
"Han er min støttepædagog" siger Vera og slår en latter op, som Jens gengælder.
Latteren aftager, og Vera får et lunt blik.
“Jeg bliver ved, så længe han er her”
Både pengene og det uafsættelige tøj fra butikken går i dag til Rumænien.
Mundvigene krøller opad, da Vera fortæller, at troen fylder meget. Det er den, der ledte hende til at være frivillig ejer af genbrugsbutikken.
I dag er både genbrugsbutikken og familien en stor del af Veras liv. Gennem alle omvæltninger i livet har Vera holdt fast i to ting: Citykirken på Viborgvej og det gode humør.
“Jeg gider ikke være sur, jeg er altid glad.”
