”Jeg er begyndt at snakke lort igen, og det føles faktisk ret fantastisk”

Kajsa lejer en cykel 11 timer om dagen for at komme rundt i Aarhus - godt hjulpet på vej af sin roomie, der arbejder for cykelfirmaet.
Offentliggjort

Da jeg flyttede til Sverige for at studere kunst, lærte jeg på den hårde måde, at verden ikke altid møder en med god energi, selvom jeg altid har troet det.

Der begyndte at gå et rygte om mig. Et beskidt rygte om, at jeg sov med alle mulige. Det opstod, da jeg blev kærester med en fyr, som de andre piger også godt kunne lide, og det var der nogen, der havde det dårligt med. Det var rent bullshit, men pludselig føltes det, som om hele skolen havde en idé om, hvem jeg var, som slet ikke passede.

Den episode ændrede mig. Jeg lukkede mig inde i et helt år. Jeg holdt op med at være sammen med andre på samme måde, fordi jeg var bange for, hvad de tænkte om mig.

Jeg begyndte at overveje, om jeg gav for meget af mig selv, og om min åbenhed i virkeligheden var en svaghed, der gjorde det nemt for andre at ramme mig.

Reaktionen skyldtes måske også min baggrund. Jeg er vokset op på Færøerne - i en tryg boble, hvor de samme mennesker følger hinanden fra vuggestuen helt til gymnasiet.

Det er trygt, men det er også et lille samfund, hvor alle holder øje med alle, og hvor jeg lærte at passe på ikke at gøre noget forkert. Jeg har altid været hende, der elskede at snakke med folk - smalltalk, sjov og det, jeg kalder ’lortesnak’. Jeg troede, at åbenhed altid blev mødt med åbenhed, men jeg tog fejl.

Det er to år siden, jeg flyttede til Aarhus for at læse Digital Design, og det har været min vej tilbage. I en større by er der flere mennesker og flere muligheder, men vigtigst af alt er der plads til at være sig selv.

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg giver færre ’shits’. Folk vil altid have en mening og sætte labels på en - som at jeg altid er hende den sjove, der fester - men jeg har lært, at jeg også kan være sårbar, uden at det definerer mig.

I dag tør jeg tro på mig selv igen. Jeg er begyndt at snakke med fremmede og snakke lort igen, præcis som før.

Jeg har lært, at jeg ikke kan kontrollere, hvad andre siger bag min ryg, men jeg kan kontrollere, hvor meget plads det får lov til at fylde i mit eget hoved.

Kajsa Holm Bic, 26 år, Digital Design-studerende, Aarhus

Powered by Labrador CMS