"Jeg kan ikke lave en ordentlig frikadelle"
"Gudskelov er det ikke min mad uge. Jeg orker det ikke."
Else Marie Andersen læner sig tilbage og griner. Lettelsen lyder næsten for stor til en kvinde, der har været gift med den samme mand i snart 50 år.
Med hendes lange, farverige jakke og taske i neonfarver sidder Else Marie Andersen på en bænk i Bruuns Galleri.
Mens hendes mand handler ind til sin mad uge, fortæller hun om et liv, hvor kønsroller fandtes overalt, men sjældent fyldte særligt meget for hende.
Og selv med hendes 80 år på bagen, er det kønsrollerne, der virker gammeldags. Ikke hende.
På Vesterbro Torv i Aarhus voksede hun op blandt drenge. Hun klatrede, spillede fodbold og cyklede rundt i gaderne.
”Jeg er nok det, man dengang ville kalde en drengepige.”
De andre piger syede og strikkede.
”Det blev aldrig rigtig mig.”
Men Else Marie Andersen husker ikke, at det var et problem. De andre accepterede hende, som hun var.
Senere tog hun en matematisk studentereksamen. I klassen var der kun fire piger, men det tænkte hun ikke videre over.
”Sådan var det bare.”
Kønsrollerne fandtes. Det kunne hun godt se. Hendes egen far lavede aldrig mad, og det gjorde hendes venners fædre heller ikke.
Alligevel blev det hendes mand, der overtog køkkenet, mens deres egen datter voksede op.
I dag er arbejdsfordelingen en smule anderledes.
"Nu laver jeg mad hver anden uge. Mere bliver det ikke til."
Hun griner igen, og retter forsigtigt på den gråhårede page.
Hellere ikke efter et halvt århundrede har hun følt noget behov for at passe ind i andres forestillinger om, hvad en kvinde bør gøre.
”Man skal da bare gøre det, man har lyst til.”
Og måske er det derfor, at hun aldrig lærte at lave en ordentlig frikadelle. Ikke fordi hun ikke kunne, men fordi hun aldrig følte, at hun behøvede.
