”Jeg ser mest solskinnet”

Pernille Kjellerup sidder ved vandkanten for enden af Aarhus Ø med en to-go-kaffe mellem hænderne. Foran hende ligger havet som et spejl, blankt og stille. Grå skyer hænger tungt over himlen og skjuler enhver antydning af sol.

Alligevel smiler hun mod udsigten.

”Jeg elsker bare roen hernede. Især på en dag som i dag, hvor vandet er helt stille.”

Hun sidder ved sit faste spot på den buede træbænk for foden af sit hjem. Lighthouse, Aarhus Ø, syvende etage.  

Men selv når himlen er dækket af skyer, ser Pernille solskinnet. Det har hun altid gjort.

Det er sådan, hun selv beskriver den måde, hun går gennem livet på.

”Jeg tror på, at der er en mening med de ting, vi oplever i livet. At vi kommer stærkere ud på den anden side.”

Og det er ikke fordi, hun ikke har haft sit at se til. For fire år siden mistede Pernille sin mor efter et længere sygdomsforløb med både kræft og demens.

Pernille stopper op et øjeblik, før hun fortsætter. Lader blikket glide ud over vandet.

Men hun vælger ikke at se tabet af sin mor som en udfordring. Snarere som et vilkår. En livsbetingelse. For livet er fuld af bump på vejen, og vi skal jo alle sammen herfra.

”Jeg ser ikke rigtig udfordringerne. Jeg ser løsningerne.”

Den tilgang har Pernille også taget med ind i opdragelsen af sine tre børn. Hun mener, at børn skal have lov til at få knubs undervejs. De skal lære, at alting ikke kommer nemt, og at modstand er en del af livet.

For hende handler det ikke om at skåne sine børn for verden, men om at gøre dem klar til at møde den.

Måske er det netop sådan, Pernille ser solskinnet: Ikke som et liv uden skyer, men som evnen til at finde vej gennem dem.

Hun kalder det selv ”at se solskinnet.”

Og det gør hun også i dag - selvom de grå skyer stadig driver hen over Aarhusbugten.

Solen er gemt væk, men det ændrer ikke Pernilles udsigt.