»Jeg troede ærlig talt, at den slags var gået af mode«

»Det var grumt på mange måder. I situationen opfatter man ikke rigtigt, at man er vidne til noget så grænseoverskridende. Man tænker bare, at det her ikke er meningen.« 

Sissel Breckling er netop kommet fra undervisning på Aarhus Universitet. Hun er tilflytter fra en lille by på Nordfyn. Det var dér, en aftentur for et år siden ændrede hendes forhold til at færdes alene i mørket.

Hun var gået ud for at tale uforstyrret i telefon med en veninde. Hun gik gennem skoven ad den brede sti, hvor gadelamperne lyste vejen op.

Midt under turen løb hendes telefon tør for strøm. 

Kort efter hørte hun en lyd bag sig. 

Hun vendte sig om. På stien stod en mand med bukserne nede og blottede sig for hende. Først forstod hun ikke, hvad hun havde set. Kroppen reagerede, før tankerne kunne følge med. 

Hun ville løbe hjem, men vidste, at hun ikke kunne holde tempoet hele vejen. Derfor luntede hun. Hurtigt nok til at komme væk, men roligt nok til ikke at gå i stå. 

Det første, hun gjorde, var at fortælle sin mor, hvad hun havde set. Hun var stadig i tvivl om, hvad hun egentlig havde været udsat for. Var det en forbrydelse? Derefter ringede Sissel til politiet. En patrulje kom, og hun afgav forklaring.

Manden var forsvundet. 

Utrygheden blev. 

Når mørket faldt på, brød Sissel sig ikke længere om at gå alene. Hun lyttede efter skridt og blev opmærksom på enhver bevægelse bag sig.  

Måneder senere besluttede hun, at oplevelsen ikke skulle bestemme, hvor hun kunne gå. 

En aften vendte hun tilbage til den samme skovsti. 

Alene. I mørket. 

Stien var stadig oplyst af gadelamper. Den var bred og lå i et område, hun kendte godt. Alligevel hamrede hendes hjerte, da hun stod der igen. Adrenalinen fór gennem kroppen, og alt i hende sagde, at hun skulle gå. 

Men Sissel blev stående. 

»Det var sådan lidt terapiagtigt. Jeg blev stående, indtil adrenalinen ikke længere var i min krop, og jeg ikke var bange mere.« 

Hun ventede på, at pulsen faldt. På, at kroppen holdt op med at advare hende om en fare, der ikke længere var der. Langsomt slap uroen sit tag. 

»Jeg troede ærlig talt, at den slags var gået af mode.«