Klimaforandringerne risikerer at gøre de danske kartofler mindre næringsrige – løsningen ligger måske i dine hænder
En ny forskningsrapport peger på, at stigende CO2-niveauer kan gøre kartofler mindre næringsrige. Hvis du ikke er klar til at ændre din kost, står landmænd og kartoffelavlere klar til at udvikle nye løsninger.
Ny forskning peger på, at klimaforandringerne kan gøre kartofler mindre næringsrige.
Det kan betyde, at man snart må lave om på sin kost, så kartoflen fylder noget mindre til aftensmaden.
”Lad os sige, at fremtiden for kartoflen ser ud, som forskningsrapporten peger på. Så kan det godt være, at man allerede nu skal begynde at tænke over ens indtag af kartofler. Og måske begynde at bruge nogle erstatningsprodukter noget af tiden,” siger klinisk diætist Simone Nydam Maaløe.
Forskningen peger på en ny tendens i klimaforandringerne
Studiet kommer fra den hollandske forsker Sterre teer Haar, der forsker i hurtige omstillinger i fødevaresystemer. Studiet er det hidtil største om CO2’s påvirkning på spiselige planter.
Det peger på, at der er en direkte sammenhæng mellem atmosfærens CO2 niveau og planters næringsindhold.
Den stigende CO2 i atmosfæren kan få nogle afgrøder til at vokse hurtigere. Men i takt med at de vokser hurtigere, når de ikke at optage samme mængde næring fra jorden, som førhen. Det kan føre til en spiselig kartoffel, der er mindre næringsrig.
Kartoflen vil ifølge studiet miste op mod ti procent af dens zink-, protein- og magnesiumindhold, hvis CO2 niveauet stiger til det, man forudser indenfor de næste 40 år.
Den store kamp for at reducere verdens CO2 udledning er allerede i gang. Men hvis det ikke lykkes, så skal man måske kigge på, hvordan man så bevare kartoflens næringsindhold. Svaret kan måske findes hos forbrugerne og de danske landmænd og kartoffelavlere.
Jagten på en sundere og mere næringsrig kartoffel
En kartoffel med 35 procent færre kalorier og 35 procent færre kulhydrater. Sådan beskriver Power Potato deres nyudviklet kartoffelsort.
Christian Cochet Myllerup er direktør i Myco Mind A/S, som er firmaet der står bag Power Potato.
Han startede Power Potato projektet, da han så en stor bølge af forbrugere, der efterspurgte fødevarer med færre kalorier i.
Og han kan se en fremtid, hvor man også arbejder mod en mere næringsrig kartoffel.
”Hvis man får en følelse af, at forbrugerne efterspørger en mere næringsrig kartoffel, så er det ikke kun os der vil undersøge, hvordan man gør det. Så vil alle seriøse kartoffelfirmaer, se ind i hvordan man udvikler en mere næringsrig kartoffel,” siger han.
Landmand Jeppe Christensen har kun dyrket kartofler i syv år, men han kan også se en mulighed, for at begynde at dyrke mere næringsrige kartofler.
”I princippet så producerer alle landmænd og kartoffelavlere, det som forbrugeren efterspørger. Så hvis forbrugerne vil have en kartoffel med mere næring i, så finder vi ud af at lave sådan en kartoffel,” fortæller han.
Alternativer til kartoflen
Hvis efterspørgslen for en næringsrig kartoffel ikke skulle komme, findes der andre madalternativer, der kan erstatte den.
“Hvis kartoflen bliver mindre næringsrig, kan man sagtens benytte andre fødevarer til at få den her næring. De næringsstoffer som kartoflen indeholder, kan man få fra fuldkornsprodukter, bælgfrugter eller animalske produkter,” fortæller klinisk diætist Simone Nydam Maaløe.
Kartoflen er ikke en stor kilde til zink, protein og magnesium, som er de næringsstoffer, den muligvis kan miste noget af.
Derfor er Simone Nydam Maaløe heller ikke voldsomt bekymret, men understreger, at det er tre næringsstoffer, der er vigtige for vores sundhed.
”De tre næringsstoffer, zink, protein og magnesium. De er helt afgørende for vores sundhed. Indtager man ikke nok af dem, kan det føre til symptomer som træthed, muskelsvaghed og immunproblemer. Man kan altså blive syg oftere,” siger hun.