Kommunen dropper miljøtiltag: "Jeg mangler, at man tager det alvorligt" 

Den 20. maj blev der taget endeligt stilling til hvilke tiltag, der skal gøres for at forbedre havmiljøet i Aarhus Bugt. 

Affald i havnen
Offentliggjort Sidst opdateret

I Aarhus Byråd har der siden efteråret været en lang proces om godkendelsen af et forslag om genopretning af havmiljøet i Aarhus Bugt.

Det eneste vedtaget tiltag er en temahjemmeside under aarhus.dk. Noget, der ærgrer en af hovedarkitekterne bag forslaget Metin Lindved Aydin (R).

“Jeg mangler, at man tager det alvorligt. Det med at lave en hjemmeside, kan være godt nok, men jeg ved ikke, om der kommer det ud af det, som der skal. Jeg kunne godt tænke mig at se noget borgerengagement.” 

Et af de afviste tiltag var nemlig oprettelsen af borgerdreven biodiversitet, hvor Aarhus’ borgere selv ville kunne donere penge til plantning af ålegræs og på anden vis hjælpe bugten med at komme tilbage til livet. 

For Metin Lindved Aydin er det frustrerende at se tiltaget blive skyllet ud med badevandet. 

“Det var forslagets egentlige formål, at man kunne give ejerskab til en positiv udvikling. Det skulle være noget, hvor den menige aarhusianer, der havde ondt af bugten og ondt af miljøet, kunne bidrage med noget."

Kommunen har bl.a. modtaget en donation på 50 mio. kr. fra Holch Povlsen Foundation  der skal bruges til genopretningen af bugten. For Metin Lindved Aydin er der selvfølgelig fordele med de store donationer, men der mangler stadigvæk den borgerlige indsats.

"Jeg tror virkelig, at vi kan komme meget længere, hvis alle ved, at det her er en opgave, som vi er sammen om."

Powered by Labrador CMS