Langt til uddannelsen på landet: Offentlig transport eller løft af afgifter?
Bilka-parkeringspladser ved gymnasierne, bedre offentlig transport eller afgiftsløft? Der er store geografiske forskelle på, hvordan børn og unge klarer sig i uddannelsessystemet og lang transporttid er en af udfordringerne. SF's Nils Brøgger ønsker bedre offentlig transport. Borgerlige partier ønsker at løfte afgifter for bilister.
”Altså det er jo voldsomt, nu man tager ud til gymnasier i det vestjyske og besøger dem. De er nødt til at have parkeringspladser på størrelse med Bilka, fordi alle de unge er nødt til at købe biler,” siger Nils Brøgger, folketingskandidat for SF, fører i disse dage valgkamp på de vestjyske gymnasier.
”Folk, der bor i landdistrikterne, skal kunne stole på den offentlige transport. Og så skal vi sikre, at transporten ikke bare er uddannelsesorienteret. ’Uddannelsesorienteret’ lyder rigtig positivt, men det betyder de facto, at den offentlige transport, der er til uddannelsesstederne, den er kun kører lige op til uddannelsen starter og lige så snart uddannelsen er færdig,” siger Nils Brøgger.
Nils Brøgger mener, at manglende offentligt transport i ydertimerne forhindrer de unge i at blive hængende i byen, efter studiedagen er slut. Det bakkes op af DR Nyheders dækning af unge, der bor i landområder med langt til ungdomsuddannelsen. Her fortæller unge til DR Nyheder, at det kræver grundig planlægning at hænge ud med vennerne efter studiet. Nogle pakker sågar tøj til flere dage for at undgå at skulle tage frem og tilbage mellem hjemby og studieby.
Kristian Thor Jakobsen fra Tænketanken DEA udtaler til DR, at unge i landdistrikterne bruger lang tid på transport og har derfor mindre tid til venner og studiejob. Det betyder, de ikke får samme erfaringer som de unge, der bor tættere på studiet.
I tirsdags præsenterede Danmarksdemokraterne udspillet ’Et Danmark i Bedre Balance.’ Her udfolder de, hvilke tiltag transport de mener, kan skabe bedre sammenhæng i landdistrikterne. Her foreslår de blandt andet at sænke afgifterne på benzin og diesel. Også Liberal Alliance vil gøre det lettere at være bilist ved at fjerne registreringsafgiften.
Men det koster jo
I Danmarksdemokraternes udspil fremgår det, at en sænkelse af afgifterne på benzin og diesel vil koste 6 milliarder kroner, som blandt andet skal finansieres ved midler fra Togfonden, ved at sløjfe byggeriet af bro over Vejle Fjord.
Og på spørgsmålet, hvordan bedre offentlig transport i landområderne skal finansieres, svarer Nils Brøgger, SF: ”Som stat må man anerkende, at ja selvfølgelig er der ting, der er dyrere og i mindre grad kan betale sig i landdistrikterne, men det er nu engang en konsekvens, man må tage som nation, når man har landdistrikter, som man skal investere i.”
Han har svært ved at komme det nærmere: ”Jeg kan ikke lige nu udpege, hvorfra de penge skal komme, men det er jeg sikker på, du kan prioritere indenfor trafikforliget. Men det bør også afspejles, når der laves udligningsreform, fordi meget af den lokale transport er noget, kommunerne står for.”