Lars havnede på den rigtige hylde, efter at have stået på flere forkerte.
Kroppen er foroverbøjet, med fingrene dansende hen over tastaturet i en rytme, der kunne minde om stepdans. Klik. Klik. Klik. Lydene fortsætter i en jævn strøm. Lars Wilhelmsen sidder på en bænk og er i gang med at få styr på det, han selv kalder ”en hulens masse praktik”.
Lars er musiker og spiller elektronisk musik i et band med to andre medlemmer. Det er også dét, der har bragt ham hen på bænken foran det lille, sortmalede træskur, der stadig har dug på ruden, og som serverer en god gammeldags kop sort.
”Jeg har overnattet hos min veninde fra bandet. Hun bor lige heroppe på hjørnet. Så nu ville jeg gå herned, få min kaffe og få styr på alt det praktiske.”
Han er lige nu i praktik i København, men har boet i Aarhus de sidste syv år. Han flyttede til byen for at gå på musikskolen. Da han tre år senere var færdig, meldte ét spørgsmål sig: Skulle han stadig forfølge musikken?
”Jeg søgte ind på konservatoriet af flere omgange, og som det er med det lille nåleøje, blev det hele tiden et spørgsmål om lige ved og næsten.”
Udover musikken har Lars altid været visuelt interesseret. Derfor forsøgte han sig også på Kunst- og Designhøjskolen. Han søgte siden også ind på Arkitektskolen med tanken om, at det måske kunne være noget for ham. Samtidig voksede tvivlen på, om konservatoriet overhovedet var det rigtige sted.
Men halvvejs gennem sin bachelor på Arkitektskolen kom tanken om konservatoriet tilbage. Miljøet på arkitektskolen var for Lars et mareridt af æstetiske og sanselige indtryk. På tegnestuen, omgivet af hundredvis af mennesker, føltes det mest af alt som en børnehave i kaos.
Han søgte ind på konservatoriet én sidste gang.
Denne gang lykkedes det.
Når han i dag sidder på bænken på Tordenskjoldsgade og drikker sin kaffe, kan han mærke, at noget er faldet på plads.
”Det var uden tvivl det rigtige sted, jeg endte. Der er også mange, der sidenhen har sagt til mig: ’Hvor er det fedt, at det er den rigtige hylde, du er havnet på.’ Og det kan jeg også selv mærke.”
