Livet lærte Poul, at det mest værdifulde ikke kan købes

”Goddag mester!” og ”Sikke da et flot kålhoved du har fundet dig,” er nogle af de glade kommentarer man kan blive mødt med, hvis man handler i REMA 1000 på Møllevangsallé i Århus. Her sidder Poul Ellestad på 63 ved kassen, og for ham er sur kassebetjening ikke på indkøbslisten.

”Da jeg startede her, fik jeg hurtigt at vide, at selvom køen gik helt ned i den anden ende af butikken, stillede folk sig alligevel gladeligt ved min kasse og ventede. Jeg ville da være et skarn, hvis ikke jeg tager sådan et skulderklap til mig.”

”67 og en HEL halvtredsøre skal den unge frøken af med,” siger han til en gråhåret kvinde, der ler og rækker ham en hundredkroneseddel. Byttepengene placerer han omhyggeligt i hånden på hende.

”Det du giver, får du ti gange tilbage. For fyrre år siden ville jeg nok ikke sige sådan, dengang tænkte jeg, at jeg var udødelig og kunne alt, siden har jeg fået børn og er vokset mere op følelsesmæssigt, selvom jeg stadig går og venter på, at der kommer en voksen og hjælper mig,” siger han med et grin.

Poul Ellestad har levet et travlt liv. Da hans søn var nyfødt, stod han op før fuglene for at gøre rent på DR. Når han fik fri tidligt om morgenen, tog han bussen til sin læreplads i Assentoft. Han var først tilbage i Århus igen ved syvtiden om aftenen, kom hjem og puttede drengen, og lå først selv under dynen ved tolvtiden. Det hele gentog sig næste dag.

I dag er børnene voksne, og det giver plads til refleksion. Jagten på statussymboler kostede ham kvalitetstid med børnene. Det piner ham i dag, og hvis han kunne, ville han gerne ændre det, for på bagkant han kan se, at det er der, værdien gemmer sig.

”Som ung var min ambition at udleve drømmen om villa, Volvo og vovse, for det skulle man jo. I dag er det vigtigere, at når jeg ikke er her mere, så husker folk mig som en rar fyr at være sammen med.” I dag gør han, hvad han kan, for at få kunderne til at slappe af eller smile. Selvom det er et kort øjeblik af deres dag, håber han at gøre dem lige så glade, som de gør ham, derfor trives han godt ved kassen.

Poul Ellestad tjekker grundigt en kvindes æggebakke efter for knuste æg. De viser sig at være intakte. Hendes søn lyser op, da han får en lille pakke rosiner med til turen hjem. Maskinen bipper for hver vare, han scanner.

”Vi ses igen i morgen,” siger han til dem og smilerynkerne bølger i ansigtet.