Magnus vil gerne finde de transkønnedes Napoleon
Kom tæt på et menneske - Magnus: den funky historiker med moustache

Magnus sidder i regnbuelyset, der reflekterer ind ad dørene på KØN - museum. Han løfter blikket fra computeren bag skranken, smiler under moustachen og byder velkommen. “Jeg vil gerne være kønshistoriker, og jeg fokuserer meget på transhistorie og queerhistorie generelt, så det var meget oplagt for mig at ende her på KØN”, fortæller 24-årige Magnus Eskerod, der er i praktik her som en del af hans kandidat i historie.
Magnus fortæller om den samtale, der var med til at starte hans motivation for emnet. Det var en samtale han havde med sine transkønnede familiemedlemmer, der også er historikere. “Drenge i folkeskolen kan lege Cæsar eller Napoleon, men de transkønnede har ikke på samme måde nogen historiske figurer. Så jeg har dedikeret de sidste år af mine universitetsuddannelse til at prøve at finde deres Cæsar eller Napoleon.” fortæller han.
Da Magnus skrev bachelor, var det dog faktisk med fokus på den kolde krig. Det emne blev dog efter noget tid for gråt og kedeligt for ham og Magnus opdagede at han meget hellere ville arbejde med queer historie og regnbuefarver. Han er meget glad for at bruge ordet “funky” om sine interesser, mens han ivrigt sidder der og fortæller mellem de farverige kvindeplakater og nulrer sin moustache.
Magnus synes at noget af det bedste ved at være på museet er at få lov til at undervise skoleklasserne. “Det er fedt at komme væk fra bøgerne og væk fra bibliotekerne, og så rent faktisk ud og prøve og snakke omkring den historie man egentlig sidder og skriver.” forklarer han. Han håber at kunne inspirere og motivere eleverne i kønshistorien. Magnus fortæller at han godt selv kan huske hvordan det føltes i folkeskolen, når en lærer fuldstændig tændte for ens nysgerrighed. “Jeg håber på at kunne give samme følelse videre til andre.” siger han.
Magnus har faktisk allerede fundet to bud på de transkønnedes Cæsar eller Napoleon. Han fortæller meget begejstret om de to eksempler; Sidsel Andersdatter, der levede som mand og var gift med en kvinde og Eleanor Rykener fra England, biologisk mand, der levede som kvinde, og var sexarbejder og skrædder.
Magnus håber på at få muligheden for at forske i kønshistorie eller at arbejde på en højskole, en efterskole eller et museum som KØN. Han vinker farvel med et stort smil, læner sig tilbage i det farverige lyse og sidder klar til at byde nye besøgende ind i museets funky rum.