"Man mister en lille smule af sig selv"

Mellem kaffe, kvalitetsvarer og stamkunder forsøger Carsten Hensberg stadig at blive bedre til at følge sin intuition.

Bag varerne på hylderne gemmer sig en mand, der stadig øver sig på at lytte til sin egen stemme.
Offentliggjort

For flere år siden endte Carsten Hensberg med at opsige sin egen kæreste. Man mente ikke, at de to kunne være et par på arbejdspladsen. Det syntes Carsten, var forkert. 

Alligevel gjorde han ikke indsigelse. 

I stedet accepterede han beslutningen.  

Han ryster let på hovedet.  

"Det irriterede mig helt vildt bagefter, at jeg ikke bare sagde: Det går ikke det her." 

Et spørgsmål der stadig nager Carsten: 

Hvorfor gjorde han ikke det, han mente var det rigtige? 

Carsten står bag disken i Grønningens Kolonial, hvor duften af kaffe hænger i luften når man træder ind.  

Carsten byder straks på kaffe, længe før han begynder at fortælle om sig selv. Man får hurtigt fornemmelsen af, at her er der plads til at blive hængende lidt længere end planlagt. 

Langs væggene står mørke hylder fyldt med økologisk most, specialøl, fiskekonserves og varer, der ser ud, som om de er udvalgt én ad gangen.  

I runde briller, mørkegrå skjorte og en blå-gul kasket ligner Carsten mere en kreativ iværksætter end en købmand. Han taler roligt, som et menneske der ikke har travlt med at komme videre til det næste.  

Carsten kalder sig selv konfliktsky. Men ikke på den måde, hvor han er bange for at slå sig på andre. Mere som et menneske, der gennem livet har lært at få tingene til at glide. 

Det er en egenskab, der kan skabe ro omkring én. 

Men den kan også komme med en pris. 

"Man mister en lille smule af sig selv," siger han. 

Derfor tænker han stadig over de situationer, hvor han gik på kompromis med sin egen overbevisning. Han beskriver det som en kamp mellem intuition og vaner. For intuitionen fortæller ham ofte, hvad han synes er det rigtige at gøre. Men reaktionsmønstrene kan være svære at ændre. 

"Måske har man fået dem i barndommen. Hvem ved?" siger han. "Man kan godt vide, hvad man gerne vil gøre, og alligevel gøre noget andet." 

At omgive sig med ting, der er lavet med omtanke. At kende dem, der skaber dem. At holde fast i noget lokalt i en verden, der hele tiden bevæger sig hurtigere. 

Måske er det også derfor, de gamle beslutninger stadig fylder. 

For i dag ved han godt, hvad han gerne vil. 

Han øver sig bare stadig på altid at følge den stemme, der fortæller ham det. 

Powered by Labrador CMS