Mellem forelæsninger og lektier, passede Ask sin veninde: ”Jeg skulle hjælpe hende med alt”
Som helt ny studerende valgte Ask at jonglere mellem studiestart og hjemmepasning, da hans veninde pludselig ikke kunne sørge for sig selv.
”Jeg skulle hjælpe hende med alt. Hun kunne fysisk ikke rejse sig selv op, så hvis hun skulle ud på toilettet, skulle jeg rejse hende op eller hvis hun var sulten, skulle jeg fodre hende.”
Ask Hansen Koch på 20 år er netop begyndt på Aarhus Universitet, hvor han læser molekylær biologi og molekylær medicin. Midt i virvaret af studiestarten og nylig udflytning, skulle han samtidig være privat hjemmehjælper, for sin veninde, efter en brystoperation.
”Hun havde ikke lyst til at sige det til sine forældre. De havde haft nogle lange diskussioner om, hvorfor hun ikke skulle gøre det. Så for ikke at gøre dem kede af det, valgte hun kun at dele det med få personer.”
En plastikoperation er ofte resultatet af et personligt ønske, men rygtedes også at have en omfattende og smertefuld bedringsproces. Begge dele var tilfældet for Asks bedste veninde, som tilmed pludselig stod uden sted at være efter operationen efter et brud med sin kæreste.
Da Ask og venindens venskab går helt tilbage til børnehaven, er det naturligt for Ask, at åbne sit hjem op og tage sig af hende efterfølgende.
”Jeg har både skulle jonglere studie og et helt andet menneske, så det var også hårdt. Vi skulle op kl. 1 om natten for at tage hendes piller og første nat jeg passede hende, var vi oppe 3 gange.”
Trods de sene nattetimer har det været givende for deres relation, at de har set hinanden fra andre sider end de normalt plejer at gøre.
”Vores forhold har altid været bygget på humor, at lave skøre ting og generelt bare have det sjovt. Det blev derfor lige pludselig en mere seriøs situation, vi stod i sammen, og man ser en anden side af en, man virkelig holder af.”
Og det er heller ikke de manglende timers søvn, opvartningen og pasningen, der fylder hos Ask, når han tænker tilbage på det. Tværtimod gjorde hendes glæde over resultatet og taknemmeligheden for hans hjælp, alt besværet værd.
"Hun har også selv sagt, at hvis jeg nu en eller anden dag kommer ud i en lignende situation, så vil hun også gerne tage sig af mig.”