Mere fleksibilitet til nordjyderne uden egen bil

Alternativet vil binde landsdelen bedre sammen med ny teknologi

Ventetiden kan være lang i provinsen og skaber dermed ulighed mellem land og by.
Offentliggjort

Anette Jensen Smith, Folketingskandidat for Alternativet: ”Vi skal have en mere fleksibel løsning, hvor vi ikke har de store tomme rutebiler kørende. I stedet skal vi have minibusser, der bookes via en app. AI skal planlægge ruten mest hensigtsmæssigt”.

Anette Jensen Smith vil gøre det nemmere at vælge den grønnere løsning og undgå privatbilismen. Under corona-pandemien mistede den offentlige transport mange kunder – flere fandt andre løsninger, og når man først er kommet væk fra vanen med bussen og toget, er vejen tilbage meget svær. Det ses med regionalbusserne, der stadig ikke har nået 2019-niveauet. Det skyldes en kombination af ændrede arbejdsvaner og det faktum, at flere har anskaffet sig bil under pandemien. Desuden er den offentlige transport dyr og ofte ikke en reel mulighed for borgere i landdistrikterne.

 Det er uklart om teknologien til mere fleksible minibusser allerede findes, og hvad hele udvidelsen med mere fleksibel transport ville komme til at koste.

Blandt yngre mennesker ser man forskelle i uddannelsesniveau og mulighed for aktiviteter i fritiden alt efter, hvor i landet man vokser op. Det er langt mere besværligt at bo i yderområderne, og her er overvægt af unge, der ikke får mere end en 9. klasses eksamen.

Anette Jensen Smith mener, at den mere fleksible transport skal prioriteres, og det ville også gavne ældre mennesker, der i dag måske er tvunget til at flytte til en by, fordi de ikke længere kan køre bil selv, uddyber hun. I de mindre samfund foreslår hun, at man etablerer en delebilordning.

 

 

Powered by Labrador CMS