"Min bedste ven gennem mange år var narkoman og bankrøver"
Der er mange udfordringer i livet, når man lever et lige så vildt og poetisk liv, som jeg har gjort.
Jeg hedder Poul Christian, men alle kalder mig PC. Jeg vil nok kalde mig selv for gøgler eller forfatter - eller hvad end der lige passer bedst til lejligheden.
Jeg har brugt meget tid på Gøglerskolen i Aarhus, som jeg også stiftede tilbage i tiden. Senere i mit liv skrev jeg en bog med alle røverhistorierne mellem mig og min bedste ven.
Min bedste ven gennem mange år var narkoman og bankrøver.
Det er klart, at det har været en stor udfordring. Men han gav mig lige så meget, som jeg gav ham. Han har reddet min røv lige så meget, som jeg har reddet hans.
Så selvom det har været hårdt, har jeg også fået meget ud af det.
Den største udfordring i livet har dog været at fatte, at vi tænker forskelligt. Det er noget, som jeg stadig kæmper med den dag i dag.
Jeg har spildt mange år på at have travlt med at tro, at folk, der ikke tænkte ligesom mig, var åndsvage. Indtil jeg indså, at det jo er helt fantastisk, så forskelligt vi tænker.
I dag bruger jeg meget tid på skriveværksteder, hvor jeg får et indblik i, hvilke tanker andre mennesker går rundt med. I mine workshops har jeg efterhånden skrevet med alt fra hjemløse og indsatte til palæstinensere og iranske kvinder.
Det med at skrive er en vidunderlig ting. Her kan du virkelig få lov til at gå en tur i hjernen på Hr. og Fru Danmark - og Hr. og Fru Mohammed.
Det er helt fantastisk at opleve, at vi tænker forskelligt, men ofte deler samme humor og griner af de samme ting.
Poul Christian Asmussen, 74 år, gøgler og forfatter, Aarhus