” Mine bump på vejen har været præget af en indbygget usikkerhed”

Selvom man har folk tæt på, kan livet stadig føles farligt.

”Jeg har skulle lære, at det jeg går efter faktisk er okay. At turde at stå for noget, tro på det og ikke mindst sige det højt.”

Frygten for at åbne op og ikke blive grebet har fyldt i flere aspekter af Mikael Rasmussens liv. Fra moralske principper til politiske holdninger. Men ikke mindst i kærligheden.

Mikael sidder på træbjælkerne i Mølleparken og lytter til åens stille strøm efter et besøg på det kreative værksted. Der kan han sammen med andre seniorer udfolde sig kreativt, når han med leret mellem hænderne drejer og former.

”Sommetider lykkes mine projekter”, siger han med et smil på læben. ”Men det vigtigste er, at vi altid er gode til at klappe hinanden på skulderen.”

Gennem livet har Mikael lært, at man ikke altid lykkes med alt. Men når man gør, så tør man også prøve igen. Og selv når man fejler, så finder man ud af, at livet fortsætter. Det vigtigste er, at man har folk omkring sig. Folk der elsker én, og giver et klap på skulderen, når vasen bliver skæv eller livet gør ondt.

Nære relationer har altid været hans kompas. Det småborgerlige familieliv sagde ham intet. 12 år i bofællesskab sagde ham meget. Mikael har derfor tilbragt en stor del af sit ungdoms- og voksenliv i fælleskøkken, fællesstue og fællesskab.

Men selv med en solid vennekreds i ryggen, er der sommetider en lille stemme, der fortæller Mikael, at han skal passe på.

”På et tidspunkt skulle jeg vælge min seksualitet. Det var som sådan ikke et problem, for når man har en stor gruppe mennesker omkring sig, er der en stor grad af accept. Men det var en udfordring, ikke mindst for mig selv.”

Med en dæmpet stemme fortæller Mikael om at være underlagt en samfundsnorm. Følelsen af, at have en adfærd, der afviger fra normalen. Om at være tiltrukket af det samme køn.

Men også om lettelsen og om glæden. Om endelig at stå ved sig selv og blive grebet.

”Mine bump på vejen har været præget af en indbygget usikkerhed. Men så at vælge at stå ved den og sige ´nu vil jeg det´.”

I dag har Mikael alligevel givet lidt efter for det småborgerlige. Sammen med sin mand har han slået rødder i et kvarter, hvor godt naboskab og lånehund står højt på listen.

Mikael har lært, at der ikke er andet for end at være sig selv.

”Det er bare med at komme ud og prøve det af og være i dialog omkring det.”

Selvom en lille stemme af og til stadig kan forstyrre, ved han i dag, at mennesker er lige så forskellige som vaserne på værkstedet.

Og netop dét er charmen ved livet.