"Mit hjerte er ikke længere i min krop": en spændende og sørgmodig tid begynder
På sin barsel fra arbejdet som psykolog har Anne-Louise måttet arbejde for at finde rutinerne, der fungerede for den nybagte familie. Det har været en tid, hvor et andet menneskes behov har været det allervigtigste.
“Jeg havde sådan et meget idyllisk Instagram-billede af, at jeg skulle sidde med et barn i barnevogn og drikke cappuccino på caféer. Det har jeg bare ikke kunnet,” siger Anne-Louise Loft.
Hendes søn er et følsomt barn, og hverdagen har derfor i høj grad været bestemt af hans behov. Hvornår han sover, spiser, skal aktiveres og trøstes. I begyndelsen var det svært at finde plads til andet. Men efterhånden har Anne-Louise fundet tilbage til nogle af de ting, hun savnede, som for eksempel at være her ved havet på Den Permanentes Nordbad.
Det er svært at undgå at bemærke den ro, der er på Nordbadet. Her sidder 5 mennesker på området, og det eneste man kan høre, er et par havmåger og en vind, der blidt glider over havet.
Hun ser på en måde arbejdet med nye øjne. Før var det et arbejde. Når hun om lidt skal tilbage igen efter barslen kan det næsten føles som fritid.
“Jeg kan lige tage en kop kaffe, når jeg vil, gå ud og tisse, når jeg skal, spise min frokost med begge hænder og snakke med voksne mennesker imens.”
Hun griner lidt, da hun siger det.
For selv om hun glæder sig til at komme tilbage, er det ikke en enkel løsrivelse. Hun tager både sorgen over at forlade sin baby og glæden ved at få noget af sig selv tilbage med på arbejde.
“Jeg har da en krise over at skulle væk fra babyen,” fortæller Anne-Louise og uddyber: “Andre kan ikke se, at jeg forlader mit hjerte derhjemme, at det ikke længere er i min krop.”
Anne-Louise er vant til at være opmærksom på andres behov, ikke kun igennem sit arbejde, men allerede som barn beskriver hun sig selv som den, der mærkede stemningen og sørgede for, at den gode stemning blev bevaret.
I familien havde hun og hendes søster forskellige roller. Hvor søsteren var mere temperamentsfuld, blev Anne-Louise den, der glattede ud og passede på.
Måske er det også en del af forklaringen på, at hun valgte psykologien.
“Jeg har måske lært tidligt, at jeg var god til at få andre til at føle sig godt tilpas,” siger hun.
På psykologistudiet mødte hun ligesindede, som også i dag støtter hende igennem at navigere livet som mor og at passe på andre i professionelt og privat virke.
