Musikken rykker tilbage på hylden
Selvom streaming stadig dominerer det danske musikmarked, har CD’er og LP’er gjort comeback i de danske hjem. Årsagen skal måske findes i et sammensurium af trends, kultur og nostalgi.
Alverdens musik er kun ét tryk væk på din smartphone. Alligevel vil flere og flere have musikken i hånden. Efter flere år i skyggen bliver CD-afspillere og pladespillere igen støvet af i de danske hjem.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at omsætningen for salget af CD’er og LP’er i 2025 rundede 97 millioner. Det er en stigning på knap 111 procent siden 2020, hvor salget af musik på fysiske medier nåede sit lavpunkt.
‘Salget af CD’er er tredoblet’
Den tendens er til at tage og føle på i de danske musikforretninger. Hos pladeforretningen ACCORD har salget af LP’er været godt og stabilt længe, mens salget af CD’er er eksploderet de sidste år.
Deres salg af CD’er er tredoblet på bare tre år, og alene i 2025 langede de 139.374 CD’er over disken.
Direktør og indehaver af ACCORD Brian Olsson fortæller, at de i 2026 forventer en lille stigning sammenlignet med 2025, men ikke i samme grad som de foregående år.
I forretningen iMusic nikker de genkendende til tendensen.
“Vi oplever en stigning i salget af både CD’er og LP’er. Men salget af LP’er er ikke overraskende, da den stigning har stået på i over ti år nu,” fortæller Lars Verhof, medarbejder i iMusic.
Hos både ACCORD og iMusic er CD’en altså det overraskende element, som bidrager til denne stigning. I 2026’s første halvår havde iMusic en vækst i antallet af CD’er på 14,1 procent.
Det har ikke været muligt at finde de præcise tal for salget af LP’er.
Nostalgi eller fordybelse?
Meget tyder altså på, at flere vender tilbage til CD’erne og LP’erne.
Steen Kaargaard, der er afdelingsleder ved ‘Institut for Kommunikation og Kultur – Musikvidenskab' ved Aarhus Universitet, peger på, at den stigende tendens kan være båret af nostalgi:
“Det at føle, at man har investeret i et stykke musik og kan sidde med et album med trykte sangtitler, er noget, der er kommet til at mangle i den digitaliserede verden.”
Et andet fænomen, som Steen Kaargaard mener, der kan spille ind i tendensen, er ‘slow music’. Det refererer til ideen om ‘slow living’, hvor fokus er på at være til stede i nuet og fordybe sig:
“Ligesom man køber en bog, så køber man også et musikværk. Alt det, vi kan forbinde med at sidde og fordybe sig i en bog, kan også forbindes med et musikværk. Man lytter fra ende til anden uden at zappe rundt.”
Retro er blevet moderne
For den yngre gruppe, der har set sig lune på de fysiske medier, mener Steen Kargaard, at der er noget andet på spil. Han peger på en ‘falsk’ nostalgi, der i højere grad handler om fascinationen af de gamle musikafspillere og ideen om at være tæt på musikken på en ny måde.
I musikforretningen ACCORD møder Brian Olsson også flere og flere unge, der særligt efterspørger CD’erne. Ifølge ham handler det blandt andet om at føle ejerskab over noget, deres idoler har udgivet, om bølgen af den asiatiske K-Pop kultur og om en 90’er-trend på de sociale medier, der både sætter sig i tøjvalget, indretningen og musikken.
Streaming er storebror
Om interessen for CD’er og LP’er har nået sit klimaks, eller fortsat vil stige, er ikke til at vide. Men Steen Kaargaard er dog sikker på, at streaming vil forsætte med at være storebror.
Siden musikstreaming for alvor slog igennem i 2013, er det stort set kun gået én vej. Streaming er med en omsætning på 700 millioner i 2025 med længder den største spiller på det danske musikmarked.