Når der bliver stille igen
Efter sin mands død oplevede Birgit, at det svære først for alvor begyndte, da de praktiske ting var overstået.
Tre år forinden mistede hun sin mand.
Nu kommer hun i folkehuset, hvor hun hjælper til i caféen og altid har mennesker omkring sig. Det er blevet en del af hendes hverdag.
Birgit sidder på stolen, mens hun fortæller. Hun bevæger sig ikke meget. Hænderne ligger roligt i skødet, og hun taler uden store armbevægelser. Det er først, da samtalen falder på hendes mand, at hendes blik flytter sig. Hun kigger ud ad vinduet, som om hun lige skal finde tilbage til noget, der ligger et andet sted end caféen.
Efter hendes mands død kom der en masse praktiske ting, der skulle ordnes. Og de blev ordnet.
Men det var tiden efter, der var svær.
”så kommer der en periode, hvor tingende er faldet til ro, hvor det faktisk ikke er så rart”
Hun siger det stille. Blikket bliver dog stadig hængende ved vinduet.
Jeg havde altid tænkt på sorg som noget, der blev bedre med tiden, til trods for at jeg aldrig rigtigt selv har oplevet den. Som om de første dage og uger måtte være det værste, og at sorgen derefter langsomt ville forsvinde.
Men sådan fortæller Birgit det ikke.
For hende var det ikke nødvendigvis det første kaos efter dødsfaldet, der var det sværeste. Det var perioden, hvor alt det praktiske var overstået. Når de ting, der skulle gøres, var gjort. Når hverdagen igen blev hverdag, og der pludselig blev plads til at mærke, at hendes mand ikke længere var der.
Sorgen fylder ikke nødvendigvis mest, når alt skal ordnes. Den kommer først rigtigt frem, når der bliver stille igen.
