Når hjertet stopper - så starter en ny kamp i den tætte familie
Angst, traumer og frygten for, at det skal ske igen. Det er nogle af de følelser, de pårørende oplever i kølvandet på et hjertestop. Alligevel er de ofte overladt til sig selv i systemet, ifølge Hjerteforeningen.
Når telefonen ringer ved Hjerteforeningens rådgivning, Hjertelinjen, er det ofte en pårørende til en hjertestopoverlever, der søger rådgivning.
Ifølge Maja Sofie Humle, der er psykolog ved Hjertelinjen, fylder de pårørende til hjertestopoverlevere mere på Hjertelinjen end pårørende til personer med andre hjertesygdomme. Og det er der en særlig grund til.
”De pårørende ofte mere følelsesmæssigt ramt end den, der har fået hjertestop”, siger hun
Det er de pårørende, der har været med i hele forløbet og har set det ske. Og det er dem, der har haft en oplevelse af at være tæt på at miste et menneske, de elsker. Den person, der fik hjertestop, var ikke ved bevidsthed og husker ikke selve hændelsen.
”I mange tilfælde har de pårørende selv ydet hjertemassage i hjemmet. De har ventet på ambulancen og stået med mange tanker om alt det, der kunne gå galt”, siger Maja.
Lever i konstant alarmberedskab
Maja fortæller, at oplevelsen kan udvikle sig i til en vedvarende bekymring, som betyder, at den pårørende konstant overvåger den person, der har overlevet.
”Der er et kæmpe behov for hele tiden at sikre sig, at den anden er okay”, fortæller Maja og uddyber: ”Nogle par begynder at ringe til hinanden flere gange dagligt for at tjekke, om alt er i orden. Andre har svært ved at være adskilt i hverdagen”.
Den adfærd udspringer af omsorg, men bliver en stor belastning for begge parter og en udfordring i relationen.
”Vi hører ofte fra dem, der har haft hjertestop, at de oplever det som anstrengende konstant at blive overvåget”, siger hun.
Fokus er ofte på patienten
Flere danske studier peger i retning af, at sundhedsvæsenets opmærksomhed overvejende samlet om den person, der har haft hjertestoppet, og støttetilbuddene er typisk rettet mod patienten.
Et forskningsprojekt fra Britt Borregaard og kolleger viser, at mange pårørende oplever betydelige følelsesmæssige belastninger efter et hjertestop. De er overladt med et eget ansvar i overgangen fra hospital til hverdagsliv, uden at deres behov for støtte og opfølgning bliver adresseret systematisk i sundhedsvæsnet.
Men ifølge Maja kan angst, traumer og psykisk mistrivsel hos de pårørende få betydning for hele familiens trivsel og relationer. Hjælpen bør derfor også rettes mod dem.
Maja fortæller, at mange pårørende står alene med deres bekymringer og reaktioner.
”Jeg synes, vi misser det der med, at det er hele familien, det rammer”, siger hun
Reaktionerne er normale
Majas vigtigste budskab er, at krisereaktioner hos både de ramte med hjertestop og hos pårørende er normale, men man ikke skal stå alene med dem. Hverken som patient eller pårørende.
”Det der med, at personen med hjertestop har forandret sig, at personen ikke er sig selv, det skaber bekymring og gør dynamikken i familien svær”, fortæller Maja.
”En anden ting er, at de pårørende ikke ved, hvordan den anden egentlig har det inde i kroppen”.
Hvis hjertestopoverleveren har stærke reaktioner og føler sig ude af balance i mere end en måned efter hændelsen, så anbefaler Maja, at hjertestopoverleveren søger hjælp.
Men først og fremmest ønsker hun en større opmærksomhed på dem, der ofte står i skyggen af patientens forløb.
”De pårørende overses i det her system. Det er vigtigt, at de tænkes ind i vores støttetilbud og efterforløb”, siger hun.
Kilder
Wagner, M.K., Borregaard, B. et al. (2024). Investigating and optimising outcomes for survivors and relatives following out-of-hospital cardiac arrest. Resuscitation Plus.
Pårørende til hjertestopoverlevere føler sig usynlige og ensomme (2022). REHPA - Videncenter for Rehabilitering og Palliation.
Borregaard, B. et al. (2022). Feeling responsible but unsupported: How relatives of out-of-hospital cardiac arrest survivors experience the transition from hospital to daily life. European Journal of Cardiovascular Nursing.