Når politik bliver noget, man er sammen om
Folketingsvalget samler studerende i Aarhus, hvor venner mødes til paneldebat, inden aftenen fortsætter med snak, flæskestegssandwich og øl.
Det er tirsdag d. 17. marts. Præcis en uge til folketingsvalg. Udenfor universitetet i Aarhus flokkes studerende omkring mig. Statskundskabs studenterforening har inviteret til paneldebat.
Fire veninder går side om side mod indgangen.
De får stukket en flyer fra Socialdemokratiet i hånden, hvor en øloplukker hænger fast. I den klassiske røde farve. Selvfølgelig.
Ved siden af mig står en gruppe af syv drenge i en lille rundkreds. De griner og taler i munden på hinanden. Ikke om valget.
Jeg spørger dem, hvorfor de er mødt op.
“Generelt er jeg glad for de arrangementer, studenterforeningen laver,” siger Asger.
Han håber også, at debatten kan gøre ham mere afklaret inden valget på tirsdag.
“Og så håber jeg, at aftensmaden er god,” tilføjer han med et smil.
Snak, slik og sidemakkere
Jeg følger efter to piger ind i Aulaen. En summen rammer mig. Omkring 300 studerende er samlet. De fleste fra statskundskab, men enkelte fra andre studier har også fundet vej.
Ved siden af mig sætter en pige sig med en Haribo-pose i hånden. Den knitrer, da hun åbner den, og en sød duft breder sig. Hun rækker posen videre til sin veninde.
Kun få har blikket rettet mod scenen. Foran mig vender en anden pige sig mod sin sidemakker og spørger, hvad hun skal lave i morgen. Snakken går omkring mig. Om valget, og om alt muligt andet.
Så bliver der stille
Klokken bliver 16.45, og debatten går i gang. Der bliver med det samme stille. Så stille, at man kan høre en knappenål falde.
Op på scenen træder ti kandidater. De præsenterer sig selv. Flere nævner, at de har læst statskundskab. Caroline Svejsø fortæller, at hun er fra Aarhus, og en tredje joker med, at hun ikke er tidligere statskundskabsstuderende. De studerende griner.
To timer og et kvarter går.
Inden folk rejser sig, får studenterforeningen det sidste ord. De minder folk om valgaftenarrangementet tirsdag.
”Djøf giver den første øl, og studenterforeningen står bag baren.”
Der bliver klappet, og flere smiler til deres venner.
Fra debat til flæskestegssandwich
Efter debatten samler køen sig foran flæskestegssandwich, sodavand og øl. I køen foran mig taler to piger og en dreng om valgaftenen.
“Har I fået billet?” spørger drengen.
De to piger nikker.
Folk bliver stående. Andre bevæger sig rundt mellem hinanden. Snakken fortsætter i rummet ved siden af Aulaen, hvor højborde står tæt.
To piger taler ivrigt med Mathilde Bressum fra Venstre, mens deres veninder står lige ved siden af og taler om weekendens planer.
“Vi ses tirsdag så,” siger den ene af pigerne foran mig og tager en slurk af sin øl.
De andre nikker.