Natten er længst for dem med mindst: Uddannelse spiller ind på danskernes søvn

Nye tal viser social ulighed i søvnkvalitet. Personer med kort uddannelse oplever markant oftere søvnbesvær end personer med lange videregående uddannelser.

Personer med kort uddannelse oplever oftere søvnproblemer
Offentliggjort

Mere end hver femte dansker med grundskole som højeste uddannelsesniveau har inden for de seneste 14 dage været meget generet af søvnbesvær. Blandt personer med en lang videregående uddannelse gælder det kun omkring hver tiende. 

Det fremgår af Den Nationale Sundhedsprofil 2025, som Statens Institut for Folkesundhed netop har offentliggjort. 

Uddannelse påvirker både søvn og handlemuligheder

”Der er en tydelig sammenhæng mellem søvnproblemer og uddannelsesniveau. Andelen som oplever søvnproblemer, falder i takt med uddannelseslængden,” siger Anne Vinggaard Christensen, medforfatter og forsker ved Statens Institut for Folkesundhed. 

Hun understreger, at uddannelse hænger sammen med bedre sundhed og livskvalitet generelt, og at uligheden på tværs af sundhedsområder - herunder søvn - er stigende. 

Personer med kort uddannelse får ikke alene dårligere søvn. De har også i mindre grad ressourcerne og overskud til at søge viden og handle på problemerne, vurderer hun. 

Støj, stress og arbejdstider påvirker søvnen

For Amanda Paust, der forsker i social ulighed inden for sundhed, kan uligheden i søvn blandt andet forklares med forskelle i arbejds- og levevilkår. 

“Det kan være forhold som støj i boligområdet, indeklima og skæve arbejdstider, der påvirker søvnen,” siger hun.

Hun peger desuden på at stress kan spille en stor rolle. 

“Det er velkendt, at personer med lavere social position lever mere kaotiske og stressede liv end personer med højere social position” 

Powered by Labrador CMS