Nu er der håb for danskere,
der har tabt sproget

Borgere med afasi har ikke de samme rettigheder til genoptræning, som borgere med fysiske skader. Det har en gruppe af afasiramte og fagfolk indenfor området længe kæmpet for at ændret.
Danmarks fremmeste forsker på området hilser en lovændring velkommen.

Medlemmer af Afasi Gruppe på besøg hos daværende børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye. Her lovede ministeren, at arbejde for at flytte området for sproglig genoptræning til Sundhedsministeriet. Fra Venstre: Yago Bundgaard (Afasi Gruppe), Jens Bilberg (Hjernesagen), Kenneth Bremer (Afasi Gruppe), Mattias Tesfaye (Børne- og undervisningsminister), Maja Klamer Løhr (Hjernesagen)
Offentliggjort

Forestil dig at sidde ved middagsbordet og høre din familie tale om dagen, der er gået. Du vil gerne spørge ind til din datters elevrådsmøde. Du vil gerne fortælle din kone, at hun ser smuk ud, som hun sidder dér i aftensolens skær og smiler. Men du kan ikke. Ordene vil ikke komme ud.

31.000 danskere lider af afasi. Afasi er en skade i hjernen. Den opstår typisk efter et stroke. Stroke er betegnelsen, der bruges for en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen.
Har man afasi kan man bl.a. have store udfordringer med at udtrykke sig med ord.

Jytte Kjærgaard Isaksen, der er Ph.d. og lektor ved syddansk universitet forsker i afasi. Hun foretrækker at beskrive afasi som en kommunikationsvanskelighed.

- Afasi giver vanskeligheder med at kommunikere, og på den måde har det påvirkning på alle aspekter af livet. På alt hvad man deltager i, fordi det er hele sproget, der er ramt. Det er typisk både læsning og skrivning, det selv at formulere sig men også at forstå det verbale sprog. For nogens vedkommende faktisk også noget kropssprog. Og det har jo indflydelse på interaktionen med andre.

Rettighederne, der blev væk

Mennesker med afasi har i mange år følt sig dårligt stillet. Er du lammet i en arm efter et stroke, har du ret til livslang genoptræning. Opstår der en skade i sprogcenteret, er det anderledes. Der er nemlig ikke de samme rettigheder, når det drejer sig om genoptræning ved afasi. Jytte Kjærgaard Isaksens oplevelse er, at der skete en forringelse, da man nedlagde amterne i 2007.

- Så kom der jo en sundhedsreform i 2007, hvor hele kommunikationsområdet for det første blev glemt. Før var det et amtsligt ansvar, så det var trods alt den samme kasse, der betalte, om du var indlagt, eller fik en anden form for hjælp. Men da kommunerne så overtog ansvaret for specialundervisningen, som afasi hører under, medførte det, at tilbuddene i dag ser vidt forskellige ud.

Men skader i hjernens sprogcenter kræver genoptræning. Varigheden af genoptræningen har også betydning, ifølge Jytte Kjærgaard Isaksen.

- Genoptræning gør en forskel, og det gør en forskel, at man bliver ved i lang tid. For så længe man træner, så bliver man bedre, og det skal bare ikke sammenlignes med det fysiske. Det er alt andet lige mere simpel motorik, man dér træner. Sprog er en højere kognitiv funktion, og derfor kræver det længere genoptræning. Og formentlig også mere intensiv genoptræning.

Håbet, der kom 

Af historiske årsager har genoptræning af sprog hørt under børne- og undervisningsministeriet. Bl.a. Afasi Gruppe, Audiologopædisk forening og Hjernesagen har længe kæmpet for, at Regeringen skal flytte området til sundhedsministeriet. Den kamp er nu vundet. Den nye regering har nemlig flyttet ressortansvaret for sager vedrørende sproglig genoptræning til Sundhedsministeriet. Håbet er nu, at der følger flere rettigheder med, fortæller Jytte Isaksen.

- Jeg håber, det fører til, at der sker en ligestilling med den anden relevante genoptræning. Den fysiske. Sådan at man får noget, som lever mere op til den evidens, der er. Men også at man kan få mulighed for at få genopfrisket sin træning. Jeg har tænkt meget over, om det giver mening at tale om vedligeholdende genoptræning, og tror jeg det gør.


Powered by Labrador CMS