"Nu er mit hjem her”
”Det er stadig lidt skræmmende at være helt alene i et fremmed land,” fortæller Ana Alewijnse. Som lille kæmpede hun med hjemve og var derfor nervøs for, om flyttet til Aarhus fra Delft i Holland ville få følelserne til at vende tilbage.
“Når jeg overnattede hos en ven eller var på lejrskole, ville jeg bare gerne hjem. Jeg følte mig syg, sådan, virkelig ondt i maven, kvalm.”
20-årige Ana har tilbragt en lille måned i Aarhus nu med sin daglige gang på VIA, hvor hun læser et semester af sin læreruddannelse. Det er hendes første gang alene i et andet land, og hun har aldrig før været væk fra Holland i mere end en uges tid.
Alligevel valgte hun at sætte sig på et fly og tage turen til Danmark uden at kende nogen og uden fortrydelser.
“Det var virkelig nemt at møde folk, og i den bygning, hvor jeg bor, er der så mange internationale studerende, så det er fantastisk, jeg elsker det virkelig.”
Hun kan ikke huske præcis hvornår i sit liv, følelsen af hjemve forsvandt, men da hun som 18-årig tog med sine veninder på ferie i Grækenland, var den fuldkommen fordampet.
“Jeg tror måske bare, at det handler om at blive voksen og være okay med at være alene. Og også at være ok med at være omringet af mennesker hele tiden.”
Ana sludrer med sin mor et par gange om ugen, men det lader ikke til, at hun ville bryde sammen, hvis hendes mors daglige morgenbesked blev glemt en morgen.
”Nu er mit hjem her. Mit værelse er mit hjem. Det føltes sådan allerede efter en uge, fordi man lærer mennesker at kende, møder nye og glæder sig til næste dag.”