Ny hverdag for børn i Aarhus

Nu er alle dagtilbud i Aarhus Kommune i gang med et projekt, som skal sikre, at færre børn ender i specialtilbud.

Børnehuset Kolbøtten var et af de første dagtilbud til at implementere "Dagtilbud for alle"
Offentliggjort

Antallet af børn, der ender i specialtilbud stiger. Aarhus Kommune har besluttet at gøre noget ved det.

Nu er de sidste dagtilbud i kommunen netop gået i gang med “Dagtilbud for alle”.

Hvad er "Dagtilbud for alle"?

Det skal give personalet nogle værktøjer, der kan hjælpe dem til at skabe en hverdag i de almene dagtilbud, som flere børn kan trives i. Dagtilbuddene får støtte fra konsulenter fra PPR og PUF.

“Med projektet har alle afdelinger rykket sig og haft fremgang,” siger Lykke Metzdorff, som er pædagogisk fagkonsulent hos PPR, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.

Selvom forløbet er afsluttet i flere dagtilbud, er det stadig en del af hverdagen: 

“’Dagtilbud for alle’ har givet os et sprog og en retorik for arbejdet med de udfordrede børn i hverdagen, og det er vigtigt,” siger Mads Værnholt Madsen, pædagogisk leder i Børnehuset DII Annekæret i Skæring.

I 2022 afsatte Aarhus Kommune i 26,6 millioner til projektet. 

"Jeg er sikker på, det har betydning for børnene, med øgede midler, til at skabe legemiljøer til flere børn,” siger Mads Værnholt Madsen. 

Et af de første dagtilbud, der gik i gang, var Børnehuset Kolbøtten i Kolt-Hasselager.

“Puha, tænkte jeg, da jeg først hørte det,” siger pædagogisk leder Benedikte Broe. I dag har hun det anderledes: 

"Jeg vil sige, at projektet har gjort os mere faglige og dygtigere i vores snakke om børnene.” 

Powered by Labrador CMS