Ny rapport: Unge bruger mere tid på mobilen, end de selv ønsker
En ny rapport fra DMJX viser, at næsten tre ud af fire unge mellem 18 og 35 år synes, at de bruger for meget tid på deres mobil.
De unge bruger i gennemsnit fire timer og ti minutter dagligt på deres telefon. Alligevel mener de selv, at skærmtiden højst bør være omkring tre timer.
De store tidsrøvere er TikTok og Instagram.
Deres mobilvaner beskrives med egne ord i rapporten som en form for autopilot og “doomscrolling”.
En svær vane at bryde
19-årige Marius Rise oplever, ligesom mange unge, at mobilen fylder for meget i hverdagen.
“Jeg bruger telefonen som det første, når jeg vågner. Jeg bruger den også, når jeg sidder og spiser. Det er svært for mig at lægge den.”
Marius har flere gange forsøgt at ændre sine vaner, men mobilen følger ofte med alligevel.
“Jeg prøver at lade være med at tage den med mig rundt, men jeg ender næsten altid med at gøre det automatisk. Det er blevet en vane. Hvis jeg keder mig, tager jeg den frem, fordi jeg ikke rigtig ved, hvad jeg ellers skal lave.”
Ifølge ekspert i sociale medier Astrid Haug er det sociale mediers design, som fastholder de unges opmærksomhed.
“Sociale medier er designet til at gøre dig afhængig af dem. Jo mere tid du bruger på dem, jo bedre for deres forretning.”