Oles arbejdsliv var næsten lagt i graven, men kirkegården gav ham det tilbage
Ole Rasmussen havde en lang periode som arbejdsløs, men fem uger på Vestre Kirkegård blev til 19 år.
Ole Rasmussen ligger på knæene og luger ud ved et familiegravsted. Arbejdspositionen ligner ikke noget, som alle 65-årige kan holde til, men Oles arbejde holder ham fit.
”Det er ikke så slemt når jeg har denne.” siger han ydmygt og peger på den lille kvadratiske knæpude i farvestrålende striber. ”Det er straks værre, når jeg arbejder på asfalt, for så kan jeg mærke den igennem skummet.” Fortsætter han med et ansigtsudtryk som kan han mærke asfalten mod sine knæ.
Ole har gennem de seneste 19 år holdt Vestre Kirkegaard pæn og ren, så hans arbejdsdag foregår udenfor.
”De dage hvor det regner, lærer man, hvilke træer der giver mest ly. Især gran- og nåletræerne kan holde dig tør.” Siger han, mens hans tydelige smilehuller bliver meget dybe.
”Jeg bliver vinterfyret hvert år, fordi der ikke er så meget at lave i vintermånederne. Planterne vokser ikke så meget, så jeg slipper for de kolde måneder. Det passer mig rigtig godt.”
Før Ole blev ansat her, havde han en længere årrække på dagpenge, bistand og småjob.
”Det var dengang man virkelig kunne gå længe uden at søge arbejde.” griner han og erkender, at han nok selv blev lidt doven af det.
På et tidspunkt skulle Ole i prøvejob på Vestre Kirkegård i fem uger.
”De synes jeg var god, og jeg kunne godt lide stedet, så jeg har været her lige siden. Jeg har været rigtig glad for det, men der var lige et par meget travle år, som jeg er glad for, at vi er ovre.”
Vestre Kirkegård er drevet af Aarhus Kommune, men sådan har det ikke været hele tiden.
”I en periode arbejdede jeg for private firmaer, fordi kommunen skulle spare penge. I dag er vi fem ansatte, og dengang var vi kun to om hele kirkegården. Jeg løb rundt for at nå alle opgaverne. Jeg kunne heller ikke være lige så grundig, som jeg er i dag.”
Ole peger på grænsen fra græsplæne til grussti, som man næsten skulle tro, at der var brugt malertape til at lave.
”Det var især ved alle disse kanter, at jeg ikke var lige så grundig, fordi jeg syntes at det var vigtigere, at gravstederne var pæne. For selvfølgelig skal de være det.”
Siger Ole, før han igen sætter sig på knæene og fortsætter med at holde familiegravpladsen fri for ukrudt.