Overgangen fra folkeskole til erhvervsuddannelse skal være mere håndholdt – men pengene mangler i Nordjylland

S-kandidat Kiki Bille Bach vil styrke bl.a. mentorordningerne for at få flere unge sikkert fra folkeskolen over i erhvervsuddannelserne. Men hun mener samtidig, at Nordjylland får for få penge per borger til at løfte opgaven.

Der er behov for en mere håndholdt indsats for de unge, der har svært ved at finde deres egen vej fra folkeskolen over i erhvervsuddannelserne, mener nordjyske S-kandidat Kiki Bille Bach.
Offentliggjort

”Vi har nogle elever, som skal holdes i hånden helt fra folkeskolen.”

Kiki Bille Bach, socialdemokratisk folketingskandidat i Nordjyllands Storkreds, har 16 års erfaring som lærer i folkeskolen. Hun vil styrke overgangen fra folkeskole til erhvervsuddannelserne for de elever, der ikke har nemt ved at klare overgangen selv.

Ifølge DR viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at flere nordjyske kommuner ligger lavt på antallet af unge, der er i uddannelse otte år efter folkeskolen, særligt Læsø, Mariagerfjord, Vesthimmerland, Morsø og Hjørring.

S-kandidaten peger især på tre greb:

  • Styrke UU-vejledningen (Ungdommens Uddannelsesvejledning, red.), så flere unge får individuel støtte i, når de skal træffe valg om ungdomsuddannelse efter folkeskolen.
  • Mere samarbejde med lokale virksomheder om praktikordninger, for de elever som er skoletrætte.
  • Mentorordninger, der skal ”holde de unge i hånden” før og under en erhvervsuddannelse.

Men finansieringen er ikke afklaret:

”Vi mangler penge til at løfte de her opgaver. Generelt har vi færre penge i Nordjylland per borger,” siger hun og peger på, at en justering af udligningsreformen bør være en del af løsningen. Hun kan dog ikke præcisere, hvordan ordningerne konkret skal finansieres.

 

Powered by Labrador CMS