På sikker rejse
Ekspert i flysikkerhed fastslår, at træning er nøglen til en sikker rejse
Jeg ser ud ad vinduet i flyet og tænker: er piloten dygtig og forberedt på, hvad der kan ske, hvis der opstår problemer? Og har mekanikeren tjekket alt, inden vi letter?
Jeg vil finde ud af, hvad man gør for min sikkerhed, så jeg kan komme min bekymring til livs. I Hangar 4 i Kastrup Lufthavn møder jeg Mogens Stokholm Nielsen, Examination og E-learning Manager med det overordnede ansvar for træning af jordpersonel inden for Safety Management og Human Factor i SAS.
Det handler ikke kun om at uddanne og træne piloter. Alle, der har med flyvningen at gøre, skal trænes i sikkerhedsprocedurerne, fortæller Mogens Stokholm Nielsen. Fra servicemedarbejderen på jorden til mekanikeren og medarbejderen på reservedelslageret.
Det grundlæggende
Træning i sikkerhed begynder i undervisningslokalet, hvor den enkelte medarbejder skal lære om sit ansvar, overholde anvisninger og forskrifter og kende til risici.
”Mekanikerne og teknikerne har bestået eksamener og erhvervet certifikater til det arbejde, de udfører, og de er underlagt særdeles strenge regler. Alt arbejde skal registreres og dokumenteres af en anden certificeret medarbejder”, fortæller Mogens Stokholm Nielsen.
Den menneskelig faktor
Men ét er teknisk viden og kunnen. Den menneskelige faktor er en væsentlig spiller, når det kommer til sikkerhed.
Arbejde under pres udfordrer sikkerheden, og det er her, at The Human Factor kommer ind, hvilket er Mogens Stokholm Nielsens speciale. ”Opstår en situation, hvor man bliver presset, så skrider sikkerheden, og så skal man lære at sige fra”.
Mogens Stokholm Nielsen lægger vægt på, at faggrupperne kan arbejde sammen og kommer med et eksempel, hvor en faggruppe sagde fra overfor en anden, da de følte sig presset.
”En tekniker skal bruge en reservedel. På lageret er reservedelen, men den må ikke bruges. Den er sat i karantæne for at blive kalibreret. Så siger teknikeren til lagermedarbejderen.
”Jeg skal bruge den, så tag den ud af karantænen. Vil du være skyld i, at 260 passagerer sendes på hotel, fordi flyet ikke kan lette?”
Medarbejderen fra lageret stod fast. Reservedelen blev på lageret, og det var den rigtige beslutning. Godt for alles sikkerhed.”
Sikkerheden er også i højsædet på treholdsskift sent om natten. ”Forestil dig en mekaniker, der ligger på ryggen og kommer til at skrue en møtrik fast på en bolt den forkerte vej, så møtrikken ikke tager fat i gevindet. Mekanikeren opdager ikke fejlen, fordi han er træt og ser bolt og møtrik fra en anden vinkel, end han er vant til.” Mogens Stokholm Nielsen fortsætter ”Det er derfor, vi har dobbeltinspektioner, der opdager den slags fejl.”
Min sikkerhed
Den grundlæggende træning og undervisning i sikkerhed er et vigtigt elementet for piloter og alt personale omkring en flyvning. Mogens Stokholm Nielsen fortæller videre, at den daglige kontrol af arbejdsprocesser betyder alt for flysikkerheden og for, at vi kan føle os trygge og læne os tilbage i flysædet. ”Sikkerheden er altid det der kommer først.”