Peter er blevet voksen sammen med sin restaurant. Og dog føles stedet stadig som det samme.

”Vi har lært det på den hårde måde ved at arbejde 80-90 timer om ugen”

Det var Peter Zartows typiske arbejdsuge, da han som 27-årig blev selvstændig, og åbnede Vesterlauget i Vestergade. Det er 14 år siden.

Peter havde aldrig været god til, eller glad for at gå i skole. Han kunne ikke finde ud af det siger han.

Men så fandt han sit kald. Restauranten. 

De lange arbejdsuger gjorde, at der var fuld fart på. Der blev drukket mange øl, og når restauranten lukkede i weekenderne, skulle det gå stærkt med oprydningen, så personalet kunne holde privatfest til klokken 5 om morgenen. Peter mindes at, ”energien var til det”, og han bliver helt nostalgisk ved tanken.

Nu er jobbet forandret. Det stikker ikke helt af længere. Med håbet om at gøre det her forevigt, står det klart for 41-årige Peter, at tempoet skal skrues ned.

Han nyder at kunne tage hjem fra job klokken 13 en tirsdag formiddag for at slå græs i de sidste sensommersolstråler. Eller at holde aftnerne fri med sin kone og to børn.

Det har ikke altid været lige nemt at gå fra at være ung i en vild branche, til at styre 40 medarbejdere. Det har tvunget Peter til at tage chefrollen på sig.

Der var ikke andet for, end at gøre sig umage for at forstå den nye generation, der nu arbejder for ham. Han vil altid gerne lære af dem, for de er gode til at stå ved sig selv, oplever han.

"De unge i dag tror på dem selv"

Så længe Peter kan trille forbi sin egen restaurant til en fadøl, og vise de unge tjenere, at det er vigtigt at nyde livet en gang imellem, så kan alle aldre lære noget af hinanden. Den frihed har stor værdi.

Og så er Peter stadig ved at lære sig selv, at en chefer skal gå hjem fra personalefesten klokken 23, inden de får for mange øl.

Peter holder virkelig holder af sit sted. Bare at være der og observere. Om det er ude på Aarhus Ø eller inde i midtbyen, så er det er en del af hans identitet. Men som han siger,

”Det er ikke svært at leve et liv i servicebranchen, når man har så god en familie derhjemme”.

Han smiler.