Publikum uden stemme: Demokrati i et TikTok format
Da politikerne og TV2 Østjylland indtog Byauditoriet i Aarhus, var de studerende ikke inviteret med i debatten. I stedet agerede de baggrund til tv’et og TikTok
Klokken er 16:05 en tirsdag eftermiddag. Det er valgkamp. I det nye Byauditorie i Aarhus Universitetsby finder de fremmødte studerende hurtigt deres pladser. Lyset er skarpt.
En ung mand læner sig frem fra sin stol og kigger rundt på det store tv-set up. Han er klædt i rødt, grønt og blåt. Foran ham står seks borde på en lige række. Plads til de politikere, som er i gang med at få mikrofoner på. Men politikerne vender ikke mod størstedelen af publikum. Side om side har de front mod de fire kameraer.
Bag dem sidder de fleste studerende. De er placeret strategisk som en menneskelig baggrund. En slags statister.
Og det skal vise sig, at det er netop, hvad de er. For da ordet gives frit efter debatten, er det ikke en arm i vejret, der får opmærksomheden. I stedet er det en journalist, der afleverer et talekort til værten.
På kortet er nedskrevet spørgsmål fra TV2 Østjyllands TikTok. De sender live og lader brugerne i kommentarsporet deltage i debatten. Det fysiske publikum forbliver tavse.
Rundt om i salen udveksles der undrende blikke. Selv den ældste blandt tilskuerne, der ellers har haft hovedet begravet i en valgtest fra DR kigger op og rynker brynene.
Første spørgsmål handler om folkeskolen. ”Det siger måske også lidt om målgruppen på TikTok,” lyder det tørt fra journalisten, der netop har hastet sig ned ad trapperne for at præsentere spørgsmålet.
Blandt de fremmødte sidder Eske Junker. Han er ikke imponeret over den manglende inddragelse: ”Det var ikke for publikums skyld, at de holdt debatten,” konstaterer han og ryster på hovedet. ”Værten talte til os én gang, og det var da vi skulle klappe, så det lød bedre for tv’et,” griner han.
Debatten afsluttes med håndtryk mellem politikerne. Og et par selfies på tværs af fløjene. Måske endda en video til TikTok. De studerende har for længst pakket deres ting og er gået.
I det nye auditorie er der højt til loftet. Der er plads til alle partifarver. I hvert fald så længe de passer i et TikTok-format.